Et dilemma, tre valgmuligheder - og point, hvis du gætter den andens valg. Sådan er reglerne til det nye brætspil fra Mads & Monopolet, Dilemma, som ramte butikkerne fredag.
Dilemma er opfundet af Upcoming Minds på vegne af Mads & Monopolet, radioprogrammet på DR P3. Men reglerne minder meget om brætspillet Ego fra 2007, mener spillets opfinder, Ian Copple.
- De har taget selve kerneidéen i mit spil og overført til et nyt spil - eller de kalder det i hvert fald et nyt spil. Man kan ikke tillade sig at stjæle kerneidéen og profitere på andres idéer og anstrengelser på den måde, siger Ian Copple.
Og ifølge formanden for Dansk Spilråd og spilredaktør på Politiken Thomas Vigild er der hold i anklagerne.
- Det handler om det samme. Grundmekanikken kan man ikke tage patent på, men rent moralsk går det for tæt på Ego. Det undrer mig, at de ikke er gået længere fra konceptet, for det er meget åbenlyst en kopi, siger han.
Han understreger, at Ego er et populært spil, som Upcoming Minds må have hentet inspiration fra. Og det ser han store moralske problemer i.
Det gør Egos opfinder, Ian Copple, også.
- Jeg har brugt ti år af mit liv på Ego. At nogen tænker, at de bare kan snuppe idéen - og med DR i ryggen - og gå ud og sige, at vi har fundet på noget nyt. Den holder ikke i min bog, siger spilopfinderen.
Han har tidligere været i kontakt med DR i et ønske om debat om problemet. Men DR henviser til Upcoming Minds.
- Jeg kender ikke Ego, så det kan jeg ikke forholde mig til. Vi har indgået en licensaftale med Upcoming Minds, som udgiver spillet. Og hvis de mener, at det er et plagiat, må de jo tage den med dem, siger projektleder i DR multimedie, Nat Beskos.
Han understreger dog også, at det er en ny situation, hvis der viser sig at være hold i anklagerne.
Hos Game Investors er advokat Søren Lindegaard nu ved at bestemme, om man vil forsøge et fogedforbud eller starte en retssag. Indtil videre er Upcoming Minds dog først blevet bedt om at forholde sig til anklagerne.