Som altid når fynske Mathias Boe og Carsten Mogensen har tabt en badmintonkamp, er der kontant afregning i analysen efter kampen.
Den danske herredouble er meget skuffede over deres indsats i semifinalenederlaget på 12-21, 18-21 ved VM til de topseedede Lee Yong Dae og Yoo Yeon Seong i en fyldt Ballerup Super Arena.
- Det kom ikke bag på os, hvordan de ville spille. Vi var bare for dårlige til at udføre det, siger Carsten Mogensen.
- Vi lavede for mange fejl, og vi tog ikke nogen stimer, når vi servede. Vi tog en, da vi var bagud 14-20 i andet sæt, men da var det for sent. Vi skulle have taget den stime tidligere, så var vi nok røget i tre sæt, siger han.
Efter en lige begyndelse på kampen blev de danske OL- og VM-sølvvindere udraderet i første sæt, hvor de ikke kunne trænge igennem sydkoreanernes stærke defensiv.
- Vi spillede for meget på Lee Yong Dae, og han er for god defensivt. Han lavede kun fejl, når vi fik presset ham, og han fik lov til at styre spillet. Og så er de for gode, siger Mathias Boe.
Med nederlaget må han og Carsten Mogensen nøjes med bronze ved VM, hvilket ikke er nok til at gøre duoen tilfreds.
- Det kan godt være, at vi, når vi bliver gamle, kan sige, at det var vel nok flot, at vi spillede om lørdagen ved VM på hjemmebane.
- Men vi har en medalje, der er pænere, så denne her bliver gemt langt væk. Vi er ikke specielt stolte, siger Carsten Mogensen.