Minister om klimaneutralt flybrændstof: Rigtig god idé, men ...
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Klimaminister Dan Jørgensen er positivt indstillet over for grønt flybrændstof, men han kommer ikke med konkrete løfter om hjælp til storstilet projekt på Fyn.
Muligheden for, at fly kan bruge biobrændsel i stedet for CO2-belastende flybrændstof bliver positivt modtaget af den danske regering.
Forskere om grønt flybrændstof: Vi har, hvad der skal til
Det er ifølge en gruppe SDU-forskere sikkert, at vi nu kan lave grønt flybrændstof. SAS ser positivt på at kunne bruge det.
Vi er særdeles tæt på at kunne producere bæredygtigt brændstof til fly. Det afhænger blot af, om det kan produceres i store nok mængder.
Det vurderer to forskere fra Syddansk Universitet. De står bag en foreløbig rapport, der viser mulighederne for at fremstille bæredygtigt, grønt flybrændstof i Danmark.
- Teknisk har vi det, der skal til. De her anlæg findes rundt omkring i verden, så vi kunne lige så godt bygge sådan et anlæg i Danmark i dag, siger Anders Winther Mortensen, ph.d og førsteforfatter på rapporten om grønt flybrændstof.
Det samme vurderer Henrik Wenzel, der står i spidsen for forskerholdet.
- Rapporten viser, at det er meget realistisk. Jeg vil endda sige, at det er sikkert, for vi baserer det på eksisterende teknologi, siger Henrik Wenzel.
Anders Winther Mortensen understreger, at det i dag kun er muligt at lave brændstoffet i små mængder. Det laves af biogas fra eksempelvis kolort, og det er der ikke nok af i Danmark til at dække flyenes behov.
Løsningen er at spalte kolorten med brint. Forskernes målsætning er, at det skal være muligt i 2025.
- Det er vigtigt, at vi får brint ind i vores brændstof, for hvis vi ikke gør det, har vi ikke biomasse nok til at dække vores forbrug, siger han.
Dyrere produkt
Nature Energy producerer biogas og er med i projektet om grøn flybrændstof. Koncernens opgave er nu at udvikle en metode til at lave endnu mere biogas end i dag.
- Der skal produceres biogas nok nu. Vores opgave er at bygge biogasanlæg og producere så meget, at grundbestanddelen er tilgængelig for det her brændstof, siger direktøren i Nature Energy, Ole Hvelplund.
Brændstoffet kommer ifølge Anders Winther Mortensen til at koste omkring to til tre gange så meget, som almindeligt flybrændstof koster.
Alligevel ser flyselskabet SAS positivt på muligheden for at bruge det i den nærmeste fremtid.
- SAS har en klar ambition om at stimulere markedet for netop alternative, bæredygtige brændstoffer, da prisen lige nu er 3 til 4 gange højere end traditionelt flybrændstof, siger Simon Pauck Hansen, koncerndirektør i SAS.
Rapporten om grønt flybrændstof er lavet med sammenslutningen Nisa og ingeniørvirksomheden Niras og med penge fra en række virksomheder, herunder SAS og Nature Energy.
Klimaminister Dan Jørgensen (S) bakker nu op planerne om at producere klimaneutralt flybrændstof. Der er tale om såkaldt elektrofuel, hvor blandt andet biogas spiller en afgørende rolle.
- Vi ved, at uanset hvad man gør, så vil flytransporten stige. Derfor er det her en rigtig, rigtig god idé, siger Dan Jørgensen til TV 2/Fyn.
Ingen konkrete løfter
Idéen blev fremlagt tirsdag af en række forskere fra Syddansk Universitet, som også foreslår, at et stort produktionsanlæg til flere milliarder kroner placeres på Fyn.
Klimaministeren kommer dog ikke med konkrete løfter om hjælp til det storstilede projekt.
- I Danmark støtter vi allerede biogasanlæg, som er en vigtig del af det her med mange millioner. Det er godt, men der kan også være behov for yderligere - både finansiering og lovgivningsmæssige tiltag. Der lytter vi til, hvad man siger i branchen, og jeg er meget opsat på, at det skal blive en succes for Danmark - ikke mindst for klimaets skyld, fortæller Dan Jørgensen.
Venstre: Rigtig godt tidspunkt
Idéen om mere klimavenlige flyrejser modtages også positivt af tidligere klimaminister Lars Christian Lilleholt (V), der er medlem af Klima- Energi og Forsyningsudvalget.
Han mener, at forskerne kan sætte sig klar og vente på, at planerne bliver til virkelighed.
- Der er meget store perspektiver i projektet. En af de største udfordringer, vi har på klimaområdet, er flytrafikken og at finde alternativer til diesel og olie. Der må man bare sige, at initiativet falder på et rigtig godt tidspunkt, siger Lars Christian Lilleholt.
Klimaminister: Lange udsigter til at gøre forskel for klimaet
Det har formentlig lange udsigter, at din flyrejse kan blive klimavenlig. Dan Jørgensen tager dog idéen med videre i sit politiske arbejde på Christiansborg.
- Der er stadig et stykke vej til, at vi står i en situation, hvor det er rentabelt nok til, at det for alvor vil gøre en forskel for klimaet. Det her bliver en vigtig del af de klimahandlingsplanforhandlinger, som vi skal have gang i på den anden side af jul, forklarer Dan Jørgensen.
Der findes allerede klimaneutralt brændstof, men det er op til fire gange så dyrt som konventionelt flybrændstof. Det nye klimavenlige brændstof vil ifølge forskerne kun blive en smule dyrere end traditionelt jetbrændstof.