Superliga-klubben OB kan snart have sin mangeårige højre back Espen Ruud tilbage på lønningslisten, selvom samarbejdet stoppede i sommer.
Den 30-årige nordmand skal i aktion for OB's reserver mandag klokken 17 mod Silkeborg, og til Sport Fyn bekræfter sportsdirektør Jesper Hansen, at der arbejdes på en kontrakt frem til nytår.
- Vi arbejder på en aftale, og jeg har en snak med Espen Ruud lidt senere, siger Jesper Hansen.
Espen Ruud kom til OB tilbage i 2008, men kontrakten udløb i sommer, og nordmanden ønskede at prøve noget andet. Men Ruud er fortsat uden klub, og han har derfor blandt andet holdt formen ved lige i OB på det seneste.
Hvis parterne laver en aftale med hinanden, kan Ruud få comeback i OB-trøjen mod Sønderjyske på søndag på Trefor Park i Odense.