Landsholdsspilleren Morten Skoubo vender hjem til Superligaen. I den kommende sæson og tre år frem skal den 30-årige angriber repræsentere OB.
Fynboerne henter Skoubo i hollandsk fodbold, hvor han de seneste to sæsoner har spillet for Roda og blandt andet har været angrebsmakker til Mads Junker.
- Morten Skoubo er en erfaren angriber af rigtig høj klasse. Både fysisk, teknisk og afslutningsmæssigt holder han et højt niveau, og de seneste sæsoner i Holland har han vist sig fra sin bedste side, siger OB's administrerende direktør Thomas Christensen i en pressemeddelelse.
Selv er Skoubo glad for at vende tilbage til dansk fodbold, hvor han tidligere har optrådt i FC Midtjylland- og Brøndby-trøjen.
- Jeg er rigtig glad for at komme til en topklub i Danmark. OB har vist sig som førsteudfordrer til FCK i de seneste år, og det håber jeg, at vi kan gøre endnu mere ved i år, siger han.
Morten Skoubo har spillet seks landskampe og blev senest skiftet ind i Danmarks træningskamp mod Slovakiet i slutningen af marts.
Han har tidligere spillet i Borussia Mönchengladbach, West Bromwich, Real Sociedad og Utrecht.