OB i semifinalen efter HB Køges kæmpefejl

En stor fejl af HB Køge indledte hjemmeholdets nedtur mod OB, som vandt pokalkvartfinalen med 3-1 i Herfølge. Peter Utaka scorede to gange.

Slog bundproppen

Det har knebet med succes i SAS Ligaen på det seneste, men torsdag fik OB lidt at glæde sig over.
Men nu er OB , ligaens nummer to, klar til semifinalerne i Ekstra Bladet Cup efter en 3-1-sejr på udebane over SAS Ligaens bundprop, HB Køge.
OB-sejren blev grundlagt på en kæmpe fadæse af hjemmeholdet midt i første halvleg. HB Køges målmand, Lars Bjerring, sparkede bolden frem til en i forvejen presset Marcel Rømer, som faldt på den ujævne bane, så OB's Henrik Hansen smuttede imellem og scorede kampens første mål.
Samme Henrik Hansen burde have afgjort kampen senere i første halvleg, og også Njogu Demba-Nyrén havde en stor chance.

To mål af Utaka

Trods dukkerten fortsatte HB Køge med optimistisk spil, og bundholdet havde flere gode forsøg i de første 45 minutter.
OB fik dog scoret i anden halvleg på et afrettet skud af Peter Utaka, men det lignede en spændende afslutning, da indskiftede Arman Mehakovic reducerede for HB Køge med 11 minutter tilbage af kampen.
Blot et minut senere blev kampen imidlertid afgjort definitivt, da HB Køges forsvar tog sig en blunder.
SAS Liga-topscorer Peter Utaka kunne herefter uhindret stige til vejrs og heade Chris Sørensens frisparksoplæg i nettet.

Oversigt

    Oversigt