OB-træner kalder AGF's Europa League-plads fortjent
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
OB-træner Jakob Michelsen sagde efter sit holds 1-2 nederlag, at Europa-pladsen fortjent gik til AGF.
Det var en ærlig Jakob Michelsen, der efter OB's 1-2-nederlag i Superligaens Europa Playoff-kamp sagde, at bronzevinderen fra AGF fortjent havde sikret sig kvalifikationen til Europa League.
Kæmpedrama: OB taber tæt playoff-finale til AGF
AGF tog onsdag den sidste danske plads i Europa, da holdet hjemme slog OB i Superligaens Europa Playoff-kamp.
Bronzevinderen fra AGF slog onsdag aften hjemme fortjent Superligaens nummer syv, OB, med 2-1 i Europa Playoff-kampen, og holdet fra Aarhus sikrede sig dermed den sidste danske plads i europæisk fodbold næste sæson.
Det er første gang siden 2012, at AGF skal ud og prøve kræfter med europæisk fodbold, når holdet den 27. august træder ind i Europa Leagues første kvalifikationsrunde.
Ud over AGF skal også FC København og Sønderjyske forsøge at kvalificere sig til Europa League, mens mestrene fra FC Midtjylland skal spille Champions League-kvalifikation.
AGF-sejren kom i hus efter en hård fight, hvor hjemmeholdet kunne notere sig for flest chancer.
Der skulle dog gå lidt tid, før holdet kom foran.
For da ingen hold, på nær en enkelt chance hver, blev farlige i de første 44 minutter, var det derfor først i halvlegens slutning, at AGF's Bror Blume brød dødvandet.
Efter flotte kombinationer tog han chancen fra kanten af straffesparksfeltet, og han knaldede bolden i mål langs det våde græs.
OB skulle derfor jagte efter pausen, men der var blot spillet et minut af anden halvleg, da angriberen Patrick Mortensen fordoblede AGF's føring.
Han blev lidt besynderligt spillet fri af en tackling og sendte sikkert bolden ind bag Oliver Christensen i OB-målet.
Hollandske Kevin Diks burde bare et minut senere have lukket kampen for AGF, men skarpheden udeblev.
I stedet kom der igen spænding i kampen, da unge Max Fenger lidt efter headede Kasper Larsen fri, og han reducerede til 1-2 for fynboerne.
OB forsøgte herefter at få etableret det nødvendige pres for udligningen, men AGF holdt stand til stor glæde for publikummet på Ceres Park.
De to hold mødtes onsdag aften på Ceres Park i den altafgørende kamp om den sidste danske plads i Europa, hvor det vindende hold ville gøre allerede kvalificerede FC Midtjylland, FC København og Sønderjyske selskab.
AGF trak som bekendt det længste strå, og det var fuldt fortjent, mener Michelsen. Ikke kun på baggrund af onsdagens sejr, men også hvis der kigges over hele sæsonen.
- Jeg kan konstatere, at AGF var bedre end os i første halvleg, hvor vi haltede efter i både tanke og handling.
- Så både set på kampen i dag og sæsonen i sin helhed er det fortjent, at det er AGF, der skal ud og spille i Europa, fastslår fynboernes træner.
Den fortjente AGF-sejr gjorde dog ikke irritationen over nederlaget mindre for Michelsen.
- Jeg irriterer mig over, at når vi for andet år i træk er én kamp fra at komme i Europa, ikke præsenterer os bedre, end vi gjorde i dag. Især i vores første halvleg, mener Michelsen.
I den anden lejr mente AGF-træner David Nielsen ligeledes, at sejren var fortjent efter en god præstation og fastslår, at det havde været en bitter pille at sluge, hvis Europa-billetten var endt på Fyn.
- Det betyder alt, fordi vi alle sammen havde sat os op til det her.
- I spurgte mig sidst (søndag, red.) om det ville være en katastrofe at tabe, og det kan jeg godt sige nu, at det ville det.
- Det var en ækel kamp, der havde været bitter at tabe, men vi leverede en fremragende præstation, siger AGF-træneren.
Ifølge Nielsen var nøglen til sejr intensiteten, som AGF via ti kampe i mesterskabsspillet havde været vant til.
I modsætning til OB, der kom fra ti kampe mod hold, hvor fynboerne har været tvunget til at skabe kampene.
- OB har været favorit i alle deres kampe op til den her, og vi kan bringe en helt anden intensitet.
- Det var det, vi gik all in på, og derfor var vi også så aggressive, selv om vi vidste, vi havde et træt hold på banen, fastslår Nielsen efter sit holds sejr.