Både sportsdirektør Jesper Hansen og cheftræner Troels Bech erkender at OBs resultater hidtil har været skuffende.
Men de er overbevist om, at holdet nok skal rette sig i løbet af efteråret.
- Selvom resultaterne har været skuffende, har vi set nogle takter, der giver grund til at tro på, vi nok skal komme igang, siger Jesper Hansen.
Han mener, OB nu har en mere homogen trup end de to foregående sæsoner, da flere spillere befandt sig på positioner, der ikke var deres naturlige plads.
Troels Bech peger på, at der har været mange udskiftninger og at truppen har mange mindre rutinerede spillere.
- De skal have tid til at finde rytmen og de henter masser af erfaring fra kamp til kamp, siger han.
Han peger også på, at en sejr over Sønderjyske søndag havde bragt OB op blandt de syv bedste, som målet er.
- Igen var det marginalerne der spillede ind. Men det er klart at jo flere gange det sker, så løber matematikken fra os.
OB spiller næste kamp onsdag mod Brønshøj fra 1. division i Pokalturneringen.