Politiet bekræfter: Alvorlig bandekonflikt i Odense
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Rygterne har længe svirret om den verserende konflikt mellem en ny Odense-bande, som kalder sig V.O. og banden NBV. Ekstrabladet fortalte i sidste uge om den nye bande, efter en skudepisode og en eksplosion i et rækkehus i Odense.
Politiet har dog ikke ville bekræfte konflikten tidligere, men løfter i dag sløret for, at også politiet opfatter det som en bandekonflikt, da politiinspektør Johnny Schou gav et interview til Fyens Stiftstidende:
- Vi skal indberette de oplysninger, vi har, til nationalt hold, og så meddeler de, hvornår vi er på et niveau, hvor vi kan sige, at der er en bandekonflikt. Selvom det er de samme personer, der er involveret (i de to episoder i Tornbjerg, red.), så tænker vi, at det er en egentlig konflikt mellem Nyborgvej-gruppen og dem, der kalder sig for V.O., siger han til avisen.
Fyns Politi har også tirsdag bekræftet bandekonflikten overfor TV 2 Fyn. Politiet betegner konflikten som alvorlig.
Fynske betjente er i disse dage travlt optaget af bandegrupperinger, som er i konflikt.
Senest lukkede politikredsen to Hells Angels klubhuse i Odense og Nyborg midlertidigt. Det skete for at inddæmme en verserende konflikt mellem den ulovlige bande Loyal to Familia og Hells Angels.
Notat fra politiet: Risiko for nye hævnangreb mellem to bander
Der er en overhængende risiko for nye hævnangreb mellem to Odense-bander, viser et notat fra politiet, som TV 2 Fyn har fået aktindsigt i.
Der er lige nu en "risiko for yderligere lignende voldelige hændelser" mellem de to stridende bander i Odense. Det fremgår af et notat hos National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), som har beskrevet den aktuelle konflikt.
TV 2 Fyn har fået aktindsigt i notatet, der beskriver, hvordan de to grupper den seneste tid har bekriget hinanden. De to aktører er NBV, der holder til ved Nyborgvej i Odense, og så en ny gruppering, der kalder sig VO, som har til huse i Vollsmose.
Notatet har ført til, at NSK vurderer, at balladen mellem de to aktører kan betegnes som en egentlig bandekonflikt. Og det beskriver, at NBV har stået bag en eller flere voldelige hændelser rettet mod VO og at VO tilsvarende har stået bag en eller flere voldelige hændelser mod NBV. Som led i konflikten er der blevet anvendt skydevåben, våben eller eksplosivstoffer, der ifølge notatet "på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade".
NSK vurderer derfor, at der aktuelt er en risiko for yderligere lignende voldelige hændelser.
I vurderingen beskrives også, at politiet har oplysninger om, at de to bander er i besiddelse af våben eller har adgang til våben hos personer med tilknytning til grupperingerne og at banderne bruger skud- og stiksikre veste eller lignende samt episoder med utryghedsskabende adfærd.
TV 2 Fyn har forsøgt at få en kommentar fra NSK, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.
Risikovurderingen betyder ifølge Johnny Schou, politiinspektør ved Fyns Politi, at politiet får et nyt redskab til håndteringen af de to bander.
- Hvis man er i de her bander, kan man ikke bare lige blive prøveløsladt. Her kan vi gå ind og sige, at der er nogle, der ikke skal på fri fod lige nu, fordi den bande de tilhører, er i konflikt med en anden bande, siger han.
Baggrunden for vurdering
Konflikten brød ud i lys lue i sidste uge, da der tirsdag blev løsnet skud imod en bil på en parkeringsplads i Skærmhatten i Tornbjerg. Et vidne der bor tæt på, hvor skyderiet fandt sted, fortalte blandt andet TV 2 Fyn, at han så to mænd med skimasker løbe forbi hans hus efter han havde hørt det første skud.
Godt to døgn senere, natten til fredag, fandt en eksplosion sted på Bredagerløkken – omtrent en kilometer fra det første gerningssted.
I fredags indførte Fyns Politi så en visitationszone i store dele af Odense. Heriblandt Vollsmose, dele af Korsløkkeparken og Tornbjerg.
Efterfølgende har Fyns Politi efterforsket hændelserne.
- Vi har konstateret, at her er tale om et persongalleri, der går igen, og som vi opfatter som opdelt i to bandegrupperinger, siger Johnny Schou og tilføjer:
- Vi har været opmærksomme på de her kriminelle personer. Der er ikke nogle nye, der indgår på den måde. Vi kender dem alle sammen. Nu har de bare slået sig sammen og givet sig selv et navn, fortæller han.
- Der har hele tiden været uoverensstemmelser og konfrontationer i det miljø. Lige nu er det en ny lejr, og en gammel kendt lejr, der danner fronter, men der er ikke noget nyt i de mennesker, der indgår i det. De har hele tiden været en del af det miljø, som vi kan betegne som det kriminelle miljø.
I den seneste rocker- og banderapport som NSK udgav i slutningen af juni, var der ikke registreret nogle igangværende konflikter. Siden er der blusset to konflikter op i Danmark, der altså af NSK betegnes som egentlige konflikter. Den ene er en voldelig konflikt mellem den forbudte bande Loyal to Familia og rockergruppen Hells Angels. Den anden aktuelle bandekonflikt i Danmark er altså nu at finde i Odense.