Natten til tirsdag opdagede en bilist, der kom kørende af Svendborgmotorvejen, at en bil med bådtrailer holdt stille på motorvejen.
Bilisten stoppede selv op, og nærmede sig den parkerede bil.
- Bilisten henvender sig til ham, der sidder i bilen med bådtraileren på, og vurderer hurtigt, at han er påvirket, siger Søren Frederiksen, der er vagtchef ved Fyns Politi.
Bilisten vender tilbage til sin egen bil for at anmelde, hvad han har set til politiet.
- Klokken er 04.02 da vi får anmeldelsen om det observerede køretøj, siger vagtchefen, som fortsætter:
- Manden i bilen med båden sætter så i gang igen og fortsætter ad motorvejen.
Fyns Politi indhenter bilen med båden kort før Odense, hvor de efter at have stoppet den opdager, at føreren er synligt påvirket.
- Vi finder desuden amfetamin i bilen, siger Søren Frederiksen til TV 2/ Fyn
Manden, der viser sig at være 35 år, bliver sigtet for at have kørt i påvirket tilstand og for besiddelse af euforiserende stoffer.
Fyns Politi arbejder nu på at finde ud af, hvem båden tilhører. Ejeren af bilen er fundet, og det er en ven til føreren af den.