Politiet på vejene: Kør bil, når du kører bil

Sms'er du, når du kører bil? Eller lægger du make-up, mens du holder for rødt? Så er det nok en god ide at droppe de dårlige vaner allerede nu, for i næste uge er politiet nemlig på vejene.

Fra på mandag og ugen ud afholder politiet en landsdækkende indsats, der har særligt fokus på uopmærksomhed i trafikken.

Flere undersøgelser viser, at uopmærksomhed i trafikken er blandt de hyppigste årsager til, at der sker ulykker. I 35 procent af dødsulykkerne er uopmærksomheden en af forklaringerne på, at det gik så galt.

- Hvis du ordner papirer, taster på GPS'en eller læser mails på mobilen mens du kører bil, så risikerer du at overse andre trafikanter eller selv køre galt. Der sker alt for mange ulykker på grund af uopmærksomhed, derfor skal vi huske på, at det at køre bil er en fuldtidsopgave, siger Ursula Friis, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Rådet for Sikker Trafik kører i september og oktober en kampagne "Kør bil, når du kører bil".

Oversigt

    Oversigt