Rådmand ønsker bedre vaccineprogram til udsatte: - Stop snakken, lad os få handling

De socialt udsatte borgere i Region Syddanmark skal have en bedre vaccineplan, mener beskæftigelses- og socialrådmand i Odense Kommune, Brian Dybro (SF). Derfor har han skrevet til regionsrådsformanden.

De syddanske kommuner hænger i bremsen, når det kommer til en plan for vaccination mod corona af socialt udsatte. 

Det mener beskæftigelses- og socialrådmand i Odense Kommune, Brian Dybro (SF), der lørdag sendte en brev til regionsrådsformande Stphanie Lose (V).

- Jeg har spurgt igen og igen, og der er kommet en dialog i gang. Men nu skal vi stoppe snakken og få vaccineret de udsatte, siger Brian Dybro.

Kender ikke egen læge

I gruppe fem, som er de næste i vaccinationsprogrammet, hører de hjemløse til. Men Brian Dybro mener ikke, at systemet fungerer, som det er nu.

quote Vi drømmer om, at der indgås en aftale mellem Region Syddanmark og de respektive 22 kommuner i regionen om, at man laver en anden form for visitering af de socialt udsatte

Britt Gaarn-Larsen, formand for Udsatterådet i Region Syddanmark

- Vi taler om mennesker, der har psykiske og sociale problemer, der i forvejen ikke bruger sundhedsvæsnet ret meget og måske ikke engang kender deres egen læge. At forestille sig, at en hjemløs skal gå til egen læge, sendes videre til sygehuset for at blive visiteret til en vaccine, derefter få besked i eboks for så at skulle bestille tid på nettet, det er fuldstændig håbløst, siger rådmanden.

- Det kommer aldrig til at ske, og derfor har vi et samfundsansvar for at tage hånd om de udsatte, understreger han.

Ifølge rådmanden har er der allerede godt gang i vaccineprogrammer til socialt udsatte i andre regioner, og han efterlyser derfor handling i Syddanmark.

- Der har simpelthen været for meget snak, og det er jo faktisk ikke ret svært at få gang i vaccinerne. De er i gang i Hovedstaden og Nordjylland, hvorfor er det, vi står og venter i Region Syddanmark? Det er en meget simpel model, vi kan kopiere, som er socialt forsvarlig, understreger Dybro.

Efterlyser anden visitering

Også hos Udsatterådet i Region Syddanmark er der et ønske om at få bedre styr på visiteringen af de hjemløse og andre udsatte i forhold til coronavaccine.

quote Vores egne læger i stofbehandlingen skal samarbejde med herberg og varmestuer om at visitere de udsatte, så vi kan få dem vaccineret på steder, hvor der er personale, der kan hjælpe og følge de udsatte

Brian Dybro (SF), beskæftigelses- og socialrådmand, Odense Kommune

- Vi vil meget gerne have, at de socialt udsatte i regionen kommer frem i køen. For de øvrige socialt udsatte, der ikke er hjemløse, ligger i gruppe ti og fremefter. De hjemløse har ikke samme muligheder og selvom de er berettiget til en vaccination, så har de svært ved at gøre den berettigelse til virkelighed, siger Britt Gaarn-Larsen, der er formand for Udsatterådet i Region Syddanmark og tilføjer:

- Vi drømmer om, at der indgås en aftale mellem Region Syddanmark og de respektive 22 kommuner i regionen om, at man laver en anden form for visitering af de socialt udsatte.

Brian Dybro mener, at de udsatte skal have lettere adgang til vaccinerne.

- Vores egne læger i stofbehandlingen skal samarbejde med herberg og varmestuer om at visitere de udsatte, så vi kan få dem vaccineret på steder, hvor der er personale, der kan hjælpe og følge de udsatte.

I brevet til regionsrådsformanden gør han det derfor klart, at han regner med handling på området snarest. 

- Jeg kan konstatere, at der i uger og måneder har været en snak om det, men der er ikke sket noget. Nu er det nok, og der skal være handling. Vi har en model klar, men vi mangler et go. Vores egne læger i stofbehandlingen skal stå for det, for det er det bedste for de udsatte - lad os komme i gang, siger Brian Dybro.

TV 2 Fyn har forsøgt at få en kommentar fra Stephanie Lose, men hun har ikke ønsket at udtale sig, da hun endnu ikke har vendt indholdet af det omtalte brev med sin administration.

Oversigt

    Oversigt