Næste fase på plads - de må genåbne på mandag

Elever på skoler over hele landet kan i en eller anden grad vende tilbage. Det meddeler Justitsministeriet tirsdag. På Ærø må skolerne åbne for alle fra på mandag.

Der er yderligere genåbning på vej, som særligt omhandler skoleelever i det meste af landet.

quote Det er en ualmindelig glædelig udvikling i Danmark

Statsminister Mette Frederiksen (S)

Justitsministeriet har netop udsendt en pressemeddelelse som indeholder følgende punkter i en genåbning fra 15. marts:

  • Afgangselever vender tilbage til skolen på Fyn, i Østjylland, Sydjylland samt i Vest- og Sydsjælland med 50 procents fremmøde, hvilket vil sige hver anden uge. Således er hovedstadsområdets afgangselever holdt ude af en genåbning.
  • Efterskoler og højskoler med lange kurser i hele landet kan vende tilbage med "yderligere smitteforebyggende foranstaltninger", står der i pressemeddelsen.
  • Elever i 5. til 8. klasse plus ikke-afgangselever på ungdomsuddannelser kan møde ind til udendørs undervisning én gang om ugen. 
    Der lægges op til, at både personale og elever har et negativt testresultat ved fremmøde. Testresultatet skal være højst 72 timer gammelt.
  • Ærø og andre ikke brofaste øer kan genåbne for alle elever i grundskolen efter samme model som åbningen på Bornholm.
  • Udvalgsvarebutikker over 5.000 kvadratmeter må lukke op til 250 kunder ind, mens tidsbestilling fjernes for butikker under 10.000 kvadratmeter.

Det er SF, De Radikale, Enhedslisten og regeringen, der har indgået aftalen tirsdag.

Her står der også, at partierne i de videre drøftelser om genåbning blandt andet vil have "fokus på de dele af uddannelserne, som kun vanskeligt kan gemmenføres ved fjernundervisning, herunder erhvervs- proffessionsudannelserne".

Ualmindelig glædelig udvikling

Tidligere tirsdag sagde statsminister Mette Frederiksen (S) blandt andet, at den positive udvikling i coronatallene giver plads til yderligere genåbning.

- Det går godt i Danmark med at håndtere coronasituationen, og derfor ser vi ind i en yderligere genåbning, sagde Mette Frederiksen og tilføjede:

- Det er en ualmindelig glædelig udvikling i Danmark, hvor vi er på vej til yderligere genåbning, mens andre lande lukker ned. Hvis vi fastholder den gode udvikling, bliver konsekvenserne mindre alvorlige end frygtet.

Oversigt

    Oversigt