Sandsuger forlist nord for Fyn: Fire reddet

En sandsuger er lørdag forlist nord for Fyn. Fire personer er reddet op fra redningsflåde med helikopter.

Fire personer måtte lørdag eftermiddag redde livet ved at gå i en redningsflåde, da en sandsuger af ukendte årsager pludselig begyndte at synke ud for Tørresø Strand på Nordfyn.

De fire personer alarmerede Søværnets Operative Kommando (SOK) fra redningsflåden, og en helikopter blev sendt til stedet.

Alle fire blev hejst op i helikopteren, og det hele forløb "relativt udramatisk", oplyser stabsvagten hos SOK.

Der er meget lavvandet der, hvor sandsugeren sank, og selv om skibet ifølge SOK formentlig ligger på bunden, så stikker noget af skibet fortsat op af vandet. Det ligger på skrå på siden og kølen.

Det er ikke endelig afklaret, hvad der er årsag til ulykken. Men ifølge besætningens forklaringer til Fyns Politi tippede skibet, fordi lasten var kommet i ubalance.

I forbindelse med ulykken lækkede skiben noget dieselolie, men frivillige fra Marinehjemmeværnet var hurtige til at lægge en flydespærring ud omkring det forliste skib.

En sandsuger er et skib, der kan suge sand op fra havbunden. Den forulykkede sandsuger har tilladelse til at suge sand i et område i nærheden af det sted, hvor den sank.

Oversigt

    Oversigt