Aflyste arrangementer og hjemmearbejdsdage har tilsyneladende haft en særdeles positiv indvirkning på sandsynligheden for uønskede gæster i hjemmet.
Det viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik.
Her fremgår det, at antallet af anmeldelser om tyveri og indbrud er rekordlavt, og på Fyn er der i årets første tre måneder registreret 26 procent færre indbrud sammenlignet med samme periode i 2020.
I alt blev der i løbet af januar, februar og marts registreret 337 indbrud på Fyn, hvilket er markant lavere end i 2017, hvor der i samme periode blev anmeldt 589 indbrud i beboelse på tværs af de fynske kommuner.
Dermed er der ikke udelukkende tale om et pludseligt fald. Nedgangen i antallet af indbrud er en del af en tendens gennem længere tid, som dog er taget til under coronanedlukningen i årets første måneder.
Fem gode råd mod indbrud
Flere indbrud i to kommuner
Mens antallet af indbrud er faldet med 26 procent på tværs af de fynske kommuner i forhold til sidste år, er antallet steget en smule i to kommuner.
Det gælder Nyborg og Nordfyns Kommune, hvor antallet af indbrud henholdsvis er steget med ét og tre indbrud i årets første tre måneder. Dermed var antallet af indbrud i beboelse i år 26 i Nyborg Kommune og 37 i Nordfyns Kommune.
I flere kommuner er antallet af indbrud dog mere end halveret. Det gælder Faaborg-Midtfyn, Svendborg og Langeland.
På Ærø blev der i de første tre måneder af 2020 ikke registreret et eneste indbrud.
Kommune | 1. kvartal 2017 | 1. kvartal 2018 | 1. kvartal 2019 | 1. kvartal 2020 | 1. kvartal 2021 |
---|---|---|---|---|---|
Assens | 55 | 56 | 67 | 41 | 33 |
Faaborg-Midtfyn | 66 | 57 | 68 | 55 | 32 |
Kerteminde | 39 | 26 | 32 | 20 | 20 |
Langeland | 18 | 6 | 17 | 7 | 8 |
Middelfart | 59 | 24 | 67 | 33 | 33 |
Nordfyns | 34 | 25 | 29 | 22 | 37 |
Nyborg | 25 | 32 | 65 | 49 | 26 |
Odense | 213 | 325 | 258 | 181 | 120 |
Svendborg | 76 | 35 | 53 | 49 | 28 |
Ærø | 4 | 0 | 3 | 0 | 0 |
Fyn | 589 | 586 | 659 | 457 | 337 |