Den mand, der dræbte to mennesker med en serie skud i Tusindårsskoven i Odense, har truet et vidne i sagen.
Det har Retten i Odense fastslået fredag formiddag, skriver fyens.dk, som oplyser, at Vincent Smith er blevet idømt fire måneders fængsel for truslen.
Af byretten er han tidligere blevet idømt fængsel på livstid for drabene på Heidi Nielsen og Bjarne Johansen i Tusindårsskoven i april sidste år.
De blev dræbt med en serie skud fra en maskinpistol.
Smith har dog anket dommen til frifindelse i Østre Landsret, som behandler sagen i december.
Det var under byretssagen om dobbeltdrabet i april, at Vincent Smith gik langt over stregen.
En mand var indkaldt som vidne og kom med flere oplysninger, som belastede Smith.
Vidnet kender både Smith og dennes bror overfladisk fra en kolonihaveforening.
Han fortalte blandt andet, at han havde genkendt Smith på en overvågningsvideo fra et friluftsbad.
Desuden havde han en dag i kolonihaven fundet et oversavet jagtgevær, som han havde givet videre til Smith, fortalte han.
Da afhøringen var slut i retten, spurgte retsformanden, om Smiths forsvarer havde yderligere spørgsmål til vidnet.
- Det har jeg, men dem tager vi senere, sagde Vincent Smith. Og dette var altså en strafbar trussel, har byretten fredag konkluderet.
Her var den dømte i øvrigt ikke selv til stede, rapporterer fyens.dk.