Sen frost ødelægger jordbær-høst
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Den hårde nattefrost i begyndelsen af maj måned har været hård ved jordbærrene.
Frosten kom uden varsel kom, og det tog nærmest de jyske og fynske avlere på sengen, skriver viborgfolkeblad.dk.
Temperaturen sneg sig helt ned på fem til otte minusgrader, og da der også kom frostgrader den følgende nat, var skaden for alvor sket. Kun Sjælland gik ram forbi.
Færre jordbær i år
Frosten betyder, at storavlerne har mistet op mod en fjerdedel af årets jordbærhøst.
Og mange mindre avlere, der selv forsyner deres gårdbutikker og har pluk-selv-marker på nogle få hektar, er blevet langt hårdere ramt.
Det ligger derfor fast, at der bliver færre jordbær i år, og markedsmekanismen med udbud og efterspørgsel vil formentlig
betyde, at jordbær også bliver dyrere, når der i perioder bliver
mangel på de røde bær.
Andet år i træk
Det er andet år i træk, at vejret generer jordbæravlen. Sidste år lå landskabet dækket af sne langt hen i marts, så jordbærrene kom langt senere i gang og med færre bær i en kort sæson.
Det er dog en trøst for de store avlere med pluk-selv-marker, at de tidligere bær kommer frem langt før i år. Det skyldes en meget varm april, så der kan nok allerede tilbydes pluk-selv omkring 1. juni.
/ritzau/