Siden Fjernvarme Fyn tidligere på ugen hældte grøn farve i fjernvarmevandet, har telefonen kimet hos byens VVS-firmaer og Fjernvarme Fyn. For når den grønne farve finder vej til vandhanen er der hul i rørene.
Amanda Eskelund fra Odense har grønt vand i hanen.
- Det er skummelt. Vand er da gennemsigtigt eller hvidt, siger hun.
Hun er en af de hundredevis af odenseanere, der har neonfarvet vand. Det betyder, at fjernvarmevandet blandes i vandværksvandet. Den grønne farve i sig selv er ufarlig, men det er et udtryk for, at der er hul i et rør og vandet dermed kan være fyldt med natronlud, som ikke er sundt at drikke.
Derfor skal man ikke bruge det varme vand til madlavning.
Hvis man har grønt vand i hanen, så betyder det, at man skal have skiftet sin fjernvarmebeholder. Og det koster ca den nette sum af 13.000 kr.
Man kan kontakte fjernvarmeselskabet på 65 74 3000.