Selvom det kan være svært i øjeblikket at forholde sig til det, er der ingen tvivl om, at den nye coronavirus, der har ramt hele verden, vil gå over i historien.
Og derfor er det også vigtigt, at vi gemmer alt den historie til eftertiden. I hvert fald hvis man spørger Odenses stadsarkivar, Johnny Wøllekjær.
- Jeg synes, det er vigtigt, at vi dokumenterer det, der sker i øjeblikket, siger Johnny Wøllekjær og uddyber:
- Vi har her en enestående mulighed for at få samlet dokumentation ind om en tid, der er så markant anderledes, end vi er vant til.
Dokumentationen vil mangle
Stadsarkivarens opfordring til alle i Odense og omegn er at dokumentere deres oplevelser med coronavirus, så eftertiden kan få et indblik i den tid, Danmark og resten af verden lige nu befinder sig i.
Når man ser det usædvanelige, så bliver det nemmere at gennemskue, hvad der så er det sædvanlige, og på den måde bliver vi skarpere på vores tilværelse
- Jeg skulle engang skrive en artikel om den spanske syge, og på arkivet havde vi masser avisartikler og dødsannoncer, men vi manglede beretninger fra borgerne om, hvordan det var at leve i den specielle tid, siger Johnny Wøllekjær og fortsætter:
- Min efterkommer vil tænke det samme og også mangle, at man har samlet tanker og spekulationer sammen om den her særlige tid, og derfor opfordrer jeg folk til at indsamle dokumentation nu, siger han.
Det usædvanelige gør det sædvanlige mere tydeligt
Og tanken om at dokumentere denne tids begivenheder slog stadsarkivaren en dag, da han gik en tur ned gennem en forholdsvist tom Odense-gågade.
- Jeg lavede et opslag på Facebook, hvor jeg opfordrede folk til at gemme alt dokumentation fra den her tid, og når det hele er mere normalt, så kan de aflevere det på stadsarkivet, foræller Johnny Wøllekjær.
For ved at dokumentere usædvanlige tider får man samtidig et indblik i, hvordan en almindelig hverdag i Odense anno 2020 ser ud. Og det er vigtigt, hvis du spørger stadsarkivaren.
- Når man ser det usædvanlige, så bliver det nemmere at gennemskue, hvad der så er det sædvanlige, og på den måde bliver vi skarpere på vores tilværelse, mener han.
Godt at sætte ord på situationen
Men det er ikke kun fremtidens historieinteresserede, stadsarkivaren tænker på, når han opfordrer befolkningen i Odense til at dokumentere deres tanker om hele situationen.
- Jeg tror, at det er godt at få sat ord på tingene lige nu. Men det vil bestemt også være godt for eftertiden at kunne læse de ord, der er blevet sat på det, siger Johnny Wøllekjær.
Er du en af dem, der i disse tider med hjemsendelse og coronavirus har skrevet og fortsat skriver dine overvejelser ned, kan du sende dem ind til stadsarkivet via: historienshus@odense.dk. Dine beretninger kan potentielt gå over i historien.