17. okt. 2022 kl. 9:25
Fyn

Storebæltsbroen skal være gratis, siger flertal af fynske kandidater - men hvornår er det overhovedet realistisk?

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del

Det er urealistisk at gøre Storebæltsbroen gratis, mener politisk kommentator, selv om et flertal af de fynske folketingskandidater ønsker det. I 2035 kan det måske lade sig gøre.

Storebæltsbroen skal gøres gratis.

Så klar er meldingen fra et flertal af de fynske kandidater til folketingsvalget 1. november.

55 procent af de fynske folketingskandidater vil have gjort Storebæltsbroen gratis, viser en optælling foretaget af TV 2 Fyn.

36,6 procent er modstandere af en gratis bro over Storebælt. 15,4 procent ved ikke.

Så langt så godt.

Kan broen blive gratis i løbet af de næste fire år?

Det store spørgsmål er så, hvornår broen skal gøres gratis - og så i fald, om det overhovedet er realistisk.

“Det er fuldstændig urealistisk. De fynske folketingskandidater har sagt det samme i hver valgkamp, siden broen blev bygget. Jeg tvivler ikke på, at de har et inderligt ønske om, at det skal være gratis, men det kommer bare ikke til at ske”

— Jesper Buch, politisk kommentator

Nye Borgerlige er det eneste parti i Folketinget, der officielt har meldt ud, at det ønsker at gøre Storebæltsbroen gratis på kort sigt.

Alle de andre partier på Christiansborg har indgået en såkaldt infrastrukturplan.

I aftalen er partierne blevet enige om, hvilke infrastrukturprojekter der skal gennemføres frem til 2035 - og ikke mindst, hvor pengene skal komme fra.

Det gør det svært for politikerne at gøre broen gratis inden for den nærmeste fremtid.

- Det er fuldstændig urealistisk. De fynske folketingskandidater har sagt det samme i hver valgkamp, siden broen blev bygget. Jeg tvivler ikke på, at de har et inderligt ønske om, at det skal være gratis, men det kommer bare ikke til at ske, fordi partierne bag det oprindelige forlig om Storebælt blankt aviser det, siger TV 2 Fyns politiske kommentator, Jesper Buch.

Aftalen lyder på 160 milliarder kroner, heraf kommer 9,8 milliarder kroner fra Storebæltsbroen.

Med andre ord skal folketingspolitikerne finde et svimlende milliardbeløb et andet sted fra, hvis broen skal gøres gratis inden 2035.

- Hvis det skal være gratis i denne eller næste valgperiode, skal forligspartierne ud og genforhandle infrastrukturaftalen for at finde alternativ finansiering, og det er der ingen af partierne, som har interesse i, forklarer Jesper Buch.

Kan broen blive gratis i 2035?

Efter 2035 er der dog andre muligheder, da politikerne ikke er bundet af infrastrukurplanen.

Her er der så også store forskelle på - også internt i partierne - hvad politikerne mener, der skal ske med broafgiften.

I kandidattesten har et flertal svaret, at de vil fjerne broafgiften, men i eksempelvis Liberal Alliance, Kristendemokraterne og Alternativet er kandidaterne splittede i spørgsmålet om broafgiften.

En lignende uenighed kan i mindre grad spores i de fleste andre partier - bortset fra Danmarksdemokraterne og Nye Borgerlige, hvor alle kandidater støtter en fjernelse af broafgiften.

Herunder kan du se, hvad de fynske folketingskandidater har svaret.

Selv om der er et flertal blandt de fynske folketingskandidater, deles samme entusiasme ikke nødvendigvis i resten af landet.

- Der er ti storkredse i Danmark, og ønsket om, at det skal være gratis at køre over Storebælt, eksisterer først og fremmest blandt politikere valgt eller opstillet på Fyn og på Vestsjælland, siger Jesper Buch.

Hvor skal krydset sættes?

Tag kandidattesten og find ud af, hvilken politiker du er mest enig med.

Årsagen til den store forskel i kandidaternes holdning i testen og officiel partipolitik skyldes ifølge Jesper Buch, at politikerne i kandidattest har en interesse i at svare på en sådan måde, at vælgerne er enig med dem.

- Jeg har ikke hørt, at der er den samme uenighed blandt kandidaterne internt i partierne i de andre storkredse i Danmark. Så mon ikke, at det handler om, at nogle af politikerne gerne vil sige det, som deres vælgere hjemme i kredsene gerne vil høre.

Se, hvor forskelligt kandidaterne svarer på spørgsmålet om Storebæltsbroen

Hvilke partier vil gøre broen gratis?


1 Nye Borgerlige (100 procent af fem kandidatsvar)

2 Danmarksdemokraterne (100 procent af fem kandidatsvar)

3 Frie Grønne (100 procent af et kandidatsvar)

4 Socialdemokratiet (86 procent af syv kandidatsvar)

5 Konservative (75 procent af otte kandidatsvar)

6 Venstre (72 procent af syv kandidatsvar)

7 Dansk Folkeparti (66 procent af seks kandidatsvar)


Blandt kandidaterne fra henholdsvis Liberal Alliance, Kristendemokraterne og Alternativet har 50 procent af svaret “enig”, og 50 procent har svaret “uenig”.


Hvilke partier er modstandere af en gratis bro?


1 SF (80 procent fra fem kandidatsvar)

2 Radikale Venstre (75 procent fra fire kandidatsvar)

3 Enhedslisten (57 procent* fra syv kandidatsvar)

* 43 procent af Enhedslistens kandidater har svaret “ved ikke”. 


Mange vælgere ser gerne, at broen gøres gratis, og spekulerer formentlig mindre på en infrastrukturplan, der gælder frem til 2035, når de sætter krydset. 

Hvis politikerne skal hente stemme i forbindelse med en kandidattest, er det altafgørende, at deres navne kommer frem, når testen er færdiggjort.

Transportminister: Broen skal være gratis i 2035

Spørger man partiernes transportordførere, kommer der også forskellige svar, der til dels afviger fra svarerne i kandidattesten.

Nuværende transportminister Trine Bramsen (S), der stiller op Fyn, vil personligt arbejde for at gøre broen gratis efter 2035, men det har ikke tidligere været officiel socialdemokratisk politik.

Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti ønsker at gøre broen gratis i 2035.

Konservative kalder en afskaffelse af broafgiften for “urealistisk”. Hvis Storebælt bliver gratis at køre over, vil færre for eksempel benytte den kommende tunnel mellem Lolland og Femern i Tyskland, og så kan økonomien ikke hænge sammen, lyder argumentet.

Regeringsparti skiftede holdning på mærkesag

Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen (V), mener, det er for tidligt at svare på, om Storebæltsbroen skal være gratis efter 2035. Det mener klart størstedelen af de fynske venstrefolk dog ikke. De har - i hvert fald i kandidattesten - svaret, at broen skal gøres gratis.

Indtil 2016 mente Liberal Alliance, at det skal være gratis at køre over Storebæltsbroen.

Da partiet blev en del af en trekløverregering med Venstre og Konservative, og Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance blev transportminister, ændrede det liberale parti holdning og gik væk fra en af partiets centrale mærkesager.

Liberal Alliance er en del af infrastrukturplanen, der betyder, at det tidligst kan blive fra 2035.

Kommer den nogensinde til at blive gratis?

- Jeg tør ikke gætte på, hvad der sker på den anden side af 2035, siger Jesper Buch.

Selv om politikerne på Christiansborg skulle blive enige om at gøre broen gratis, skal der i så fald findes en måde at finansiere vedligeholdelse af broen på.

Det koster cirka en halv milliard kroner om året at vedligeholde Storebæltsbroen.

Prisen for at køre over Storebæltsbroen har ændret sig flere gange, siden broen åbnede i 1998. I 2004 var det dyrest at passere Storebælt.

29. nov. 2024 kl. 11:42
Arkiv / TV 2

Arbejdstilsynet besøgte biogas-byggeri inden ulykke - fandt ingen problemer

LYT
Del

Da der tirsdag skete en voldsom ulykke, som kostede tre mennesker livet, på Flemløse Biogas, var byggetilladelsen på plads. Men den blev først givet 8. oktober mens byggeriet havde været i gang siden foråret.

I perioden har Arbejdstilsynet været på byggepladsen to gange, og det fandt ikke anledning til at give anmærkninger.

Trods den manglende byggetilladelse har Flemløse Biogas haft anmeldt et byggeri i følge Arbejdstilsynet, som har betydet, at Arbejdstilsynet har været på byggepladsen ad to omgange i perioden, inden ulykken indtraf tirsdag. Begge besøg var uden anmærkninger, har TV 2 Fyn fået oplyst.

Tilladelse på bagkant

Det er dog stadig problematisk at byggeriet er begyndt uden en tilladelse, siger advokat og direktør hos Knudsgaard Advokater, Mads Knudsgaard, der har speciale i entreprise- og byggeret.

- Det, der er problemet, er, at der er andre myndigheder, der måske ikke kommer i spil. Eksempelvis Arbejdstilsynet eller andre miljømæssige forhold bliver ikke bragt på banen, fordi man simpelthen ikke kender sagen, før der er indsendt en byggeansøgning.

I dette tilfælde har Arbejdstilsynet dog været vidende om at et byggeri fandt sted på grund af virksomhedens egen anmeldelse.

Byggetilladelse bidrager til sikkerhed

Når der gives en byggetilladelse til et byggeri, følger der ofte en række vilkår med, som skal være opfyldt for den pågældende byggeplads. Det kan dreje sig om arbejdstid og sikkerhed, lyder det fra Mads Knudsgaard.

- Man ved jo strengt taget ikke, om det er et lovligt byggeri, og om der potentielt er farligt på byggepladsen. Er der nogle ting, der gør, at man ikke må fortsætte på den her måde. Og det skal jo afgøres fra sag til sag fra kommunens side(Når der gives byggetilladelse, red.).

Læs også: Efter dødsulykke: Kollapset tank blev bygget uden tilladelse
Gå tilbage Del
28. nov. 2024 kl. 16:56

Efter dødsulykke: Kollapset tank blev bygget uden tilladelse

Thomas Larsen-Bjerre

Byggetilladelsen fik Flemløse Biogas først den 8. oktober i år. Året forinden havde Flemløse Biogas søgt om dispensation til at bygge reaktortanken i 18 meters højde i stedet for de 15 meter, lokalplanen foreskrev. En dispensation man fik.

Byggeriet foregik altså uden tilladelse, og i en mailkorrespondance den 16. april i år gjorde Assens Kommunes Miljøafdeling opmærksom på, at man skulle søge byggetilladelse til det byggeri, biogasanlægget allerede havde påbegyndt i marts måned.

Her gør Miljøafdelingen også opmærksom på, at der skal søges byggetilladelse til en teknikhal, som allerede er opført.

Det fremgår af en aktindsigt, som TV 2 Fyn har gennemlæst.

Gjort lovligt senere

Først den 19. juni søgte Nordic Green Engineering fra Silkeborg på vegne af Flemløse Biogas om byggetilladelse til tanken, og den 8. oktober meddelte Assens Kommune en lovliggørelse – ikke alene af tanken – men også af gyllenedkøling, pumpehus og varmevekslerhus.

- Ethvert byggeri, der kræver en byggetilladelse, skal have en byggetilladelse inden det går i gang. Det er hævet over en hver tvivl, siger Martin Albertsen, der er direktør i By, Land og Kultur i Assens Kommune.

- Vi kan enten bede om, at det bliver revet ned, eller vi kan bede om en juridisk lovliggørelse. Vi har en forpligtelse til at vælge den mindst indgribende. Vi vurderede, at man her ville opnå en byggetilladelse.

Oplysningerne bekræftes af nabo Karin Jensen og hendes mand, der fra adressen Langgade 15 har direkte udsyn til anlægget.

- Min mand og jeg er enige om, at byggeriet startede allerede i marts. Det fremgår jo også af aktindsigten fra Assens Kommune, siger Karin Jensen.

Satellitbilleder fra Miljøstyrelsen taget i sommeren 2024, hvor byggeriet er i fuld gang og synligt fra luften. Altså længe før byggeriet blev lovliggjort.

Miljøministeriet - https://miljoegis.mim.dk/

Flemløse Biogas sommer 2022

Miljøministeriet - https://miljoegis.mim.dk/

Flemløse Biogas sommer 2024 - opførelsen af

Helt forkert at bygge uden tilladelse

Mads Knudsgaard, advokat og direktør i Knudsgaard advokater, der har speciale i entreprise- og byggeret kalder det helt forkert at bygge inden, der ligger en tilladelse.

- Det er i strid med den byggeretlige lovgivning at begynde byggeri inden tilladelsen foreligger, siger Mads Knudsgaard.

Samtidig peger han dog på, at det ofte er set før, at der bliver tilgivet frem for tilladt, når det gælder byggesager i kommunerne.

- Det er ikke usædvanligt at få en lovliggørelse, fordi man ”glemmer” at ansøge om byggetilladelse. Nogle gange skal man rose kommunen for at være samarbejdsvillige.

Et af de spørgsmål, der fortsat mangler at blive besvaret efter ulykken er, om sikkerheden på arbejdspladsen har været i orden – og om Arbejdstilsynet har været vidende om det store byggeri på biogasanlægget. Noget som Mads Knudsgaard vurderer usandsynligt.

- De (Arbejdstilsynet, red.) har helt sikkert ikke vidst det, før der har ligget en ansøgning om byggeriet. Det kan være bagsiden ved, at kommunen vil være flinke, så er der information, der kan gå tabt til diverse myndigheder.

Det er ikke lykkedes TV 2 Fyn at få en kommentar fra Kurt Brusgård Poulsen, der er direktør i Flemløse Biogas.

Kommunen gjorde i april selv opmærksom på, at Flemløse Biogas skulle ansøge om byggetilladelsen, når nu det allerede var i gang med opførelsen.

- Man prøver langt hen ad vejen at være en god samarbejdspartner som kommune, man prøver at få tingene til at lykkes i stedet for at bremse projekterne, siger Mads Knudsgaard.

Udover tre omkomne, kom seks personer alvorligt til skade.

29. nov. 2024 kl. 12:37

Sidste hovednavn afsløret til fynsk festival

LYT
Del

Når Olympen Live løber af stabelen næste år, så bliver det med den fynske popstjerne Andreas Odbjerg på scenen. Festivalen har netop afsløret kunstneren som sidste hovednavn for 2025. Festivalen finder sted i Ollerup på Sydfyn.

Udover Andreas Odbjerg kan man opleve Aqua, TV-2, Queen Machine, Pil og Prisma, skriver festivalen i en pressemeddelelse.

Olympen Live afholdes 23. august.

29. nov. 2024 kl. 12:00
Rikke Mathiassen

Louise har indpakket 528 gaver – og der er en helt særlig årsag

LYT
Del

ADD, ængstelig personlighedsforstyrrelse og angst.

Louise Rasmussen fra Faaborg lider af flere psykiatriske diagnoser, og de mørke måneder plejer at være de allersværeste at komme igennem.

I år har hun dog fundet et lyspunkt. På eget initiativ har hun lavet pakkekalendere til børn fra økonomisk pressede familier.

- Jeg føler mig lidt mere som andre mennesker. At jeg også kan byde ind med noget, selvom jeg har mine diagnoser at kæmpe med, siger den 38-årige førtidspensionist.

528 små kalendergaver giver hun videre til udsatte børn – men faktisk lå det slet ikke i kortene.

Vil give særlig følelse videre

Louise Rasmussen elsker jul, men bryder sig egentlig slet ikke om gaveindpakning. Alligevel opstod ideen, da hun sad og lagde sidste hånd på årets pakkekalendere til sine egne døtre.

Hun følte sig privilegeret over at have muligheden. For på Facebook havde hun set flere opslag fra folk, der søgte hjælp til decembers mange udgifter.

- Så tænkte jeg: ”Det vil jeg gerne hjælpe med”. Både for børnenes skyld og for forældrenes. For det kan altså noget at se ens børn sidde spændte i nattøj og åbne gaver. Det er en skøn følelse, smiler Louise Rasmussen.

Siden slutningen af oktober har Louise Rasmussen indpakket hundredvis af kalendergaver til børn i forskellige aldre. I pakkerne er der blandt andet små figurer, blyanter og hårpynt.

Greb om sig

I starten var Louise Rasmussens mål at lave pakkekalendere til to børn ud over sine egne.

Men da familien og andre fra lokalområdet hørte om hendes initiativ, voksede projektet hurtigt

I sidste uge kunne hun aflevere 22 pakkekalendere á 24 gaver til den frivillige forening Faaborg Restvarer, der året rundt uddeler mad og tøj til udsatte familier.

- Jeg håber at kunne inspirere andre til at gøre noget lignende – måske særligt dem, der kæmper med de samme udfordringer som mig, siger Louise Rasmussen.

Julehjælp slår rekord

Hos den sociale hjælpeorganisation Blå Kors melder de igen i år om rekordmange ansøgninger om julehjælp.

I år har 2.074 fynske familier ansøgt om hjælp til julemad og gaver.

Sidste år søgte 1.846 fynske familier om samme hjælp.

Kilder: Blå Kors Danmark og Ritzau

29. nov. 2024 kl. 11:25
Thomas Larsen-Bjerre

Taget på kollapset silo var et "pionerprojekt"

LYT
Del

Tre personer er omkommet i forbindelse med en arbejdsulykke på Flemløse Biogasanlæg, hvor de arbejdede på en tagkonstruktion på en nyopført silo.

Og det var en helt særlig tagkonstruktion, som der var ved at blive opført, skriver mediet BuildingTech. Et såkaldt “pionerprojekt”, der er udarbejdet af en af Tysklands største biogasproducenter, af Envitec Biogas AG.

Ifølge virksomheden skulle siloen forsynes med et flat tag, der er i stand til at bære sig selv, og derfor ikke har burg for understøtninger. Hvorfor taget kollapsede er dog endnu usikkert.

I alt 10 personer var på taget, da det kollapsede. Seks af dem er kommet alvorligt til skade, mens en er sluppet uskadt.

29. nov. 2024 kl. 10:38

TV 2 Fyn-reporter var på stedet, da sidste mand blev fundet: - Pludselig kunne jeg se blå blink

Klokken 19.08 torsdag aften kom en ambulance kørende med høj fart og udrykning ved Flemløse Biogas.

TV 2 Fyns reportere Peter Salomon og Thomas Mengers Karstensen var på stedet, da den sidste person, som var forsvundet under en arbejdsulykke, blev fundet.

I forbindelse med forberedelserne til torsdagens 19:30-udsendelse kunne de se blå blink fra en ambulance i horisonten.

Ambulancen kørte igen efter 10-15 minutter, fortæller Peter Salomon, der noterede sig, at den forlod adressen uden udrykning.

- Vi troede først, at de havde fundet den savnede person, men fordi ambulancen kørte igen stille og roligt, gik vi ud fra, at det ikke var den savnede person, der var fundet.

Lind strøm af beredskabsbiler fortsatte

Efter ambulancen var kørt, kom der stadig en lind strøm af forskellige beredskabsbiler, fortæller Peter Salomon videre. Derfor antog han helt frem til, Fyns Politi oplyste, at det havde fundet den savnede person, at eftersøgningsarbejdet stadig var i gang.

- Derfor tænkte jeg, at ambulancen måske var kommet for at tilse en af redningsarbejderne, som måske var kommet mindre til skade.

I alt var ti personer involveret i arbejdsulykken på Flemløse Biogas. Seks af dem er kommet alvorligt til skade, mens tre er omkommet. Den sidste person slap uskadt fra ulykken.

29. nov. 2024 kl. 8:54

MitID er i øjeblikket ustabilt

LYT
Del

Opdateret: Tidligt fredag morgen var platformen MitID ustabil. Klokken 9.15 var problemet løst igen.

Platformen MitID er i øjeblikket ustabilt. Det oplyser Digitaliseringsstyrelsen til B.T.

Et antal brugere vil lige nu opleve problemer med at bruge platformen.

- Der er igangsat en fejlsøgning, og man forsøger at få det op så hurtigt som muligt, siger en pressetalsmand for Digitaliseringsstyrelsen.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her