Silja Kjærbo har indrettet en fast studieplads med udsigt over haven i hjørnet af sit soveværelse. Herfra modtager hun sin daglige undervisning på maskinmesteruddannelsen på Simac i Svendborg.
Som en stor del af landets studerende er hun sendt hjem på grund af coronakrisen, og det har betydet en noget anden hverdag, end hun har været vant til.
Udover savnet af studiekammeraterne og det sociale nærvær på studiet, kan det være svært at holde gejsten oppe i undervisningen, når det hele foregår gennem en skærm.
- Jeg savner nogle flere indtryk, end jeg får, når jeg bare ser ind i en computerskærm hele dagen, fortæller Silja Kjærbo.
Det er en oplevelse, som flere af Siljas studiekammerater deler. Det er særligt det med at sidde derhjemme, som gør hverdagen svær.
- Linjerne bliver udvisket i forhold til, hvornår man har fri, og hvornår man er i skole, fordi man bare sidder på den samme pind hele tiden, fortæller Lars Christian Mørch, der ligesom Silja læser til maskinmester på Simac.
En ny undersøgelse fra fagforeningen IDA viser, at hver anden studerende oplever et dårligere engagement for studiet under corona. Derudover svarer to ud af tre, at onlineundervisningen har fungeret dårligere eller meget dårligere end den traditionelle tavleundervisning.
Samme tendens viser sig i en undersøgelse foretaget af TV2 Fyn på Simac i Svendborg, hvor tre ud af fire af de adspurgte er enige eller meget enige i, at coronarestriktionerne nedsætter deres engagement for studiet.
Det viser undersøgelserne
Dropper eksamen
Udover at svække studieengagementet, kan hjemsendelsen få andre og mere tydelige konsekvenser for de studerendes faglighed.
Vi har kunnet mærke en forskel i, at et større antal studerende har valgt ikke at gå til eksamen eller har valgt at aflevere blankt
- Jeg har set mere eksamensangst og frygt for ikke at kunne præstere ved eksamener, efter de studerende er begyndt at modtage undervisningen online, fortæller Lene Østergaard, der er studievejleder på Simac.
Onlineundervisningen har ikke ført til et større frafald på Simac, men frygten for ikke at kunne præstere tilstrækkeligt har betydet en ændring i de studerendes eksamensmønstre.
- Vi har kunnet mærke en forskel i, at et større antal studerende har valgt ikke at gå til eksamen eller har valgt at aflevere blankt, forklarer studierektor på Simac, Jan Askholm.
Tim Fredborg Glatved Madsen, der også læser på maskinmesteruddannelsen på Simac, er én af de studerende, som i foråret valgte at skubbe en eksamen foran sig:
- Jeg valgte at droppe et fag, fordi jeg vidste, at jeg havde svært ved det. Derfor valgte jeg at udskyde det til senere.
Når de studerende vælger at udskyde deres fag eller eksaminer, kommer de bagud i forhold til den studieplan, der er lagt for dem.
Konsekvenser for arbejdslivet
For Lars Christian Mørch har eksamenerne ikke været det mest bekymrende under corona. Han er til gengæld nervøs for, at de mange måneder bag skærmen kan få konsekvenser for hans vej ind på arbejdsmarkedet.
- Jeg tror, det kommer til at få en negativ konsekvens for os. At arbejdsgiverne kommer til at se os som en årgang, der mangler noget.
På trods af at Lars ikke oplever at klare sig dårligere end før corona, frygter han alligevel for at være rykket bagud i jobkøen.
- Selvom der står det samme på eksamenspapiret, så kan vi måske blive nedprioriteret, fordi de siger, at vi ikke har haft ordentlig undervisning.
Underviserne på Simac blev i foråret tvunget til at omlægge deres undervisning til onlineundervisning, og de arbejder fortsat på at gøre den mere spændende og inddragende for de hjemsendte studerende.