Der skal ikke indsættes sikkerhedsvagter på landets psykiatriske afdelinger for at undgå episoder som den i Odense, hvor tre ansatte er blevet udsat for et knivoverfald.
Sådan lyder meldingen fra Dansk Sygeplejeråd, som følger situationen i Odense tæt.
- Nej, jeg synes bestemt ikke, at vagter på afdelingerne vil være nogen god idé, for det kan få kritiske situationer til at eskalere, siger Dorte Steenberg, som er næstformand i Dansk Sygeplejeråd.
- Den bedste sikkerhed er, at der er nok fagligt uddannet personale på afdelingerne, der er vant til at arbejde med mennesker, der har alvorlige psykiske lidelser.
Dansk Sygeplejeråd, der repræsenterer landets 70.000 sygeplejersker, mener desuden ikke, at sikkerheden generelt er for dårlig på afdelingerne, tilføjer næstformanden.
- Den aktuelle sag skal give anledning til, at afdelingerne sikrer, at deres procedurer og beredskab er optimal. Men generelt er sikkerhedsniveauet på psykiatriske afdelinger højt, siger Dorte Steenberg.
Repræsentanter fra Sygeplejerådet er lige nu til stede på Odense Universitetshospital, hvor den psykisk syge mand tidligere fredag gik amok med en kniv.
Den 47-årige mand angreb en mandlig læge og to kvindelige sygeplejersker, og to af de sårede ligger fortsat på operationsbordet. Sygeplejerskerne er uden for livsfare, mens lægens tilstand er kritisk, oplyser politiet og Region Syddanmark.
- Vi er dybt berørt af den tragiske situation, og nu handler det om, at de sårede får den bedst mulige behandling, siger Dorte Steenberg.
- I den her svære situation er det er særligt vigtigt, at der bliver taget ekstra hånd om de kolleger, som har været tæt på episoden, så de kan få det bearbejdet, tilføjer hun.