Trafikpolitikere dumper bro-analyse

Fynsk Erhverv har i samarbejde med erhvervslivet på Vestsjælland brugt 300.000 kroner på en rapport, som viser, at det danske samfund vil få en gevinst på 30 mia. kroner, hvis man gør det gratis at benytte Storebæltsbroen.

Analysen er lavet af rådgivningsvirksomheden Grontmij med det formål at øge det politiske pres for at få fjernet taksterne.

Alt tyder dog på, at rapporten ikke får den effekt, som Fynsk Erhverv havde håbet.

I hvert fald tillægger folketingets trafikpolitikere ikke rapporten den store værdi.

En af dem er Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentsen, som slet ikke vil anerkende rapportens hovedpointe om, at der er en samfundsmæssig gevinst på 30 milliarder kroner.

- Analysen er afgrænset snævert til selve Storebæltsforbindelsen og medregner for eksempel ikke de effekter, som en afskaffelse af taksterne vil have for de nuværende færger på færgeruterne Spodsbjerg-Taars og Mols-linien. Derfor giver rapporten ikke et dækkende billede, siger Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen til TV 2/Fyn.

Den radikale trafikordfører Andreas Steenberg har heller ikke meget til overs for rapportens konklusioner.

- Vi lytter selvfølgelig. Men den type analyse har det jo med at nå et resultat, der viser det, som køberne gerne vil have, siger Andreas Steenberg til dagbladet Børsen i dag onsdag.

Oversigt

    Oversigt