Transportskoler i knæ

Som en spandfuld partisansøm på motorvejen har Finansloven punkteret de fynske transportskoler. Nærmere bestemt er det et prisloft over AMU-kurser for dagpengemodtagere, som har fjernet kursisterne til det store kørekort fra vejene.

- Alt står stille, siger Asmus Brigsted, direktør for Uddannelsescenter Fyn til Fyens Stiftstidende.

Det er en af fire skoler, som er godkendt til at udbyde transport- uddannelser i AMU-regi på Fyn. Asmus Brigsted har fyret 9 af 23 medarbejdere, siden december, hvor der blev sat en maksimumpris på 3500 kroner om ugen for de seksugers kurser, som dagpenge- modtagere har ret til.

Loftet rammer specielt transportuddannelserne hårdt, fordi det store
kørekort og truckcertifikater er dyre uddannelser. Og prisen bestemmer køreskolerne ikke selv. Det gør Undervisningsministeriet.

Også på AMU-Fyn har det kostet medarbejdere. 22 mand er blevet opsagt, fortæller uddannelseschef Erik Balshøj.

Både Uddannelsescenter Fyn og flere køreskoler investerede to år forinden i nye lastbiler og lokaler, fordi beskeden fra Undervisnings- ministeriet var klar. Ventelister på kurserne kunne ikke accepteres.

- Både bestyrelsen og jeg selv synes, vi blev lokket ud i mosen, siger Asmus Brigsted.

De nåede at købe et nyt hovedkvarter på Hans Egedes Vej i Odense.

- Vi havde ikke købt en ejendom til otte millioner kroner, hvis vi
havde vidst, at to år senere blev det hele stoppet.
/Ritzau/

Oversigt

    Oversigt