Var det billigere at køre over Storebæltsbroen, da den åbnede?
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Det er billigere at køre over Storebæltsbroen i dag, end da den åbnede for 25 år siden, selv om priserne igen er steget.
270 kroner.
Så meget koster det at køre over Storebæltsbroen, hvis du betaler kontant ved betalingsanlægget.
Det kostede 210 kroner, da broen åbnede 14. juni 1998. Tager man højde for inflation, er det faktisk noget billigere i dag.
Det kan dog gøres endnu billigere. 192 kroner koster det, hvis du betaler med brobizz eller nummerpladebetaling.
Herunder er beregnet, hvor meget broafgiften for en almindelig personbil har udviklet sig i udvalgte år siden 1998.
Hvornår var det billigst?
Tallene viser, at det var dyrest at køre i bil over Storebæltsbroen i 2004, hvor broafgiften steg til 250 kroner. Samme beløb kostede det indtil sidste år, men 250 kroner var mere værd for 19 år siden, end det er i dag, og det var derfor dyrere dengang.
For ti år siden valgte man at sænke broafgiften til 230 kroner, og det er i disse år, at det har været billigst at passere bæltet i bil.
Gælden på Storebæltsbroen er først betalt i 2032. Derudover skal indtægterne fra broen bruges til at vedligeholde anlægget. Det koster årligt cirka en halv milliard kroner.
Sådan bruges milliardindtægterne
Indtægterne fra broafgiften bruges desuden til at finansiere nye infrastrukturprojekter. Det kan eksempelvis være et tredje spor på Fynske Motorvej, en ny jernbane hen over Fyn eller endnu en forbindelse ved Limfjorden.
I juni 2021 blev samtlige partier i Folketinget - med undtagelse af Nye Borgerlige - enige om en såkaldt infrastrukturaftale.
I aftalen er partierne blevet enige om, hvilke infrastrukturprojekter der skal gennemføres frem til 2035 - og ikke mindst, hvor pengene skal komme fra.
Aftalen lyder på 160 milliarder kroner, heraf kommer 9,8 milliarder kroner fra Storebæltsbroen.