Oprydningen er i gang, og om lidt bliver der stille i den store park ved Egeskov Slot. Greve Michael Ahlefeldt er igen alene hjemme.
- Det bliver nok noget af en nedtur de næste par dage, når der bliver fred igen. Jeg er helt oppe at køre. Jeg ved ikke, om det er en blanding af adrenalin og glæde. Det har været en fuldstændig fabelagtig festival for mig, siger greven.
Heartland meldte udsolgt af partout- og lørdagsbilletter, allerede inden dørene åbnede i fredags, og antallet af festivalgæster blev fordoblet i forhold til sidste år. På festivalens andet år besøgte 12.000 gæster magiske Egeskov Slot.
Billetprisen bliver dyrere
Selvom antallet af gæster er eksploderet, forventer Michael Ahlefeldt og de øvrige festivalejere, eventarrangørerne Live Nation og festivaldirektør Ulrik Ørum-Petersen, ikke et overskud.
- Der er ikke nogen, der forventer, at Heartland tjener penge de første år. Det er vanvittigt dyrt at sætte sådan en festival i gang. Det vidste jeg ikke på forhånd, det ved jeg nu, fortæller Michael Ahlefeldt.
Dog lover greven, at Heartland genopstår igen i 2018. Faktisk er datoen allerede på plads, og billetsalget starter i september. Den 31. maj til 2. juni næste år vender Heartland tilbage.
Det kan dog være med visse justeringer. For både Michael Ahlefeldt, Ulrik Ørum-Petersen og Live Nation er forretningsmænd, og med tiden skal Heartland give overskud.
- Der skal en vis volume af gæster til, billetprisen skal justeres, så det kommer til at passe, for det skal jo give overskud. Festivalen kan ikke leve af ikke at give overskud, og det er en forretning, siger Michael Ahlefeldt.