I forbindelse med den nye Vollsmose-plan skal omkring 1.000 familieboliger i Odense-bydelen rives ned eller laves om.
Det er endnu ikke meldt ud, hvilke lejligheder der skal rives ned, men ifølge politikernes plan begynder man i Bøgeparken. Her bor Said Hassan, hans kone og deres fem børn.
- Jeg vil hellere bo i et telt her end at flytte. Jeg har boet her i mere end 17 år - måske 20 år, siger Said Hassan til TV 2/Fyn.
Frygter splittet familie
Parret har tre piger og to drenge. De fire ældste går i skole i Vollsmose, mens den yngste går i børnehave.
Han frygter, at hans familie bliver splittet, hvis de skal flytte til Dalum, Hunderup eller et tredje sted.
- Min mor bor lige bagved i den anden bygning. Min søster på den anden side af Egeparken. Vi har et godt sammenhold, forklarer Said Hassan, der er købmand og har butik i samme bygning som lejligheden.
De 1.000 familieboliger i Vollsmose skal gå fra status som almen bolig til studiebolig, ældrebolig eller ejerlejlighed. Derudover skal der opføres 1.600 nye ikke-almene boliger.
Jeg vil hellere bo i et telt her end at flytte. Jeg har boet her i mere end 17 år
Det er et enigt byråd i Odense, der har besluttet, at familieboligerne i Vollsmose skal rives ned eller laves om.
Politiet skal løse problemer i Vollsmose
Blandt andet på grund af kriminalitet og andre problemer skal der laves om på beboersammensætningen i den odenseanske ghetto. Said Hassan genkender dog ikke billedet af Bøgeparken som et uroligt område med ballade.
- Det sker en gang imellem. Det er sjældent. Politiet skal få fat i dem (de kriminelle, red.) og få dem ud. Det er politiets arbejde, siger Said Hassan, der ikke mener, at nedrivning af boligblokke løser problemet.
- Det er skidt. Det er ikke en løsning på problemet. Politiets arbejde skal løse problemerne, siger Said Hassan.
- Hvorfor må vi ikke bo her, når vi i forvejen bor her? Det er uretfærdigt.
Husleje på 7.000 kroner
De syv mennesker i Said Hassans familie bor på 114 kvadratmeter til en husleje - inklusiv butikken - på cirka 7.000 kroner om måneden. Det mener Said Hassan ikke, at han kan finde lige så billigt andre steder i Odense.
- Jeg er rigtig glad for at bo her. Jeg har lige investeret i nyt gulv.
Det er regeringens plan, at Danmark skal være uden ghettoer i 2030.