Er man pendler til og fra Langeskov, skal man snart vænne sig til at tage bussen i stedet for toget.
DSB indstiller nemlig alle tog til og fra Langeskov i tre måneder - fra den 4. maj til den 7. august. Det bekræfter DSBs informationschef Tony Bispeskov over for TV 2/FYN.
Lukningen ærgrer formanden for Østfyns Pendlerklub, der mener, at Langeskov i høj grad bliver nedprioriteret.
- Det er virkelig ærgerligt, at det sker netop i den periode, hvor vi ellers skal bevise, at der er passagergrundlag for IC3-betjening. Hvordan i alverden skal vi bevise, at der er brug for den station, hvis den bliver betjent så uregelmæssigt? Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig, at nogen sælger deres bil lige nu for at køre med tog i stedet for, siger Anne Fiber, der er formand for Østfyns Pendlerklub.
Banedanmark skal renovere jernbanen, og det betyder, at der kun vil være et spor åbent mellem Odense og Nyborg. Dermed er der færre tog, der kan passere i timen - og togene mister fart. Derfor ser DSB ikke nogen mulighed for, at togene kan standse ved alle stationer på strækningen.
Hvordan i alverden skal vi bevise, at der er brug for den station, hvis den bliver betjent så uregelmæssigt?
Anne Fiber håber, at det kan lykkes for pendlerklubben at få opbakning fra de politikere, der gik til valg på at kæmpe for udkantsdanmark.
- Jeg håber, at de vil lægge et pres på DSB, for at vi kan få en bedre betjening. Det er i hvert fald ikke DSB’s fortjeneste, hvis østfynboerne viser, at de vil bruge stationen, siger Anne Fiber.
Langeskov Station blev åbnet 7. september 1865, men i 1974 blev stationen nedlagt, og togene susede forbi Langskov.
Men fra 4. oktober stoppede regionaltogene igen i Langeskov.
Den 14. december skulle lyntoget mod København for første gang standse på den nye station i Langeskov, men begivenheden blev dog alt andet end festlig. Toget var 30 minutter forsinket, og da det endelig kom, kørte det kun til Nyborg, hvor det brød sammen. Oven i det var regionaltogene, der skulle være kørt efterfølgende, alle aflyst.
Anne Fiber er i studiet hos TV 2/FYN klokken 15.00.