Fynboer pendler til job i Norge

Antallet af danskere, som pendler til Norge for at arbejde, er på to år steget med 42 procent til 4.230. Især tidligere Lindø-ansatte tager job i Norge.

Det viser den seneste opgørelse for 2011 fra det norske Statistisk Sentralbyrå, som Politiken omtaler søndag.

Den norske arbejdsmarkedsstyrelse (NAV) skønnede sidste år, at omkring 36.700 stillinger i Norge ikke var besat.

Især ledige inden for industrifagene på Fyn er begyndt at rejse til Norge.

- Vi skønner, at mellem 100 og 200 af vores medlemmer inden for de sidste to år har fået job i Norge. Sammen med Metal Odense er vi nogle af de største leverandører af arbejdskraft til Norge, og der bliver stadig flere, siger Niels Rude, 3F Østfyn, til Politiken.

Gode erfaringer med danskere

Det norske firma BIS Industries arbejder i offshoreindustrien og søger aktivt efter dansk arbejdskraft.

- Vi har rigtig gode erfaringer med at rekruttere danskere. De har de rette kompetencer. I 2012 har vi fastansat mellem 80 og 90 danskere, og mange er fra Lindøværftet. De fleste bor i Danmark og pendler til Norge. Vi har senest været på tre rekrutteringsrunder i Odense, Aarhus og Aalborg, hvor vi også har fået et samarbejde med jobcentrene, fortæller hr-direktør Rune Erland fra BIS Industries til Politiken.

Arrangeret månedlige jobmesser

Også flere kommuner er begyndt at målrette deres arbejde mod at skaffe ledige job i Norge.

Siden oktober sidste år har Kerteminde Kommune arrangeret månedlige jobmesser, hvor norske arbejdsgivere og danskere, som arbejder i Norge, fortæller om norske arbejdsforhold, skriver Politiken.

Oversigt

    Oversigt