Havnefest med uro

Kerteminde har traditionen tro holdt havnefest i weekenden, hvor masser af mennesker fester og har det sjovt. Men politiet måtte rykke til Kerteminde flere gange under den store havnefest.

Det er i småtingsafdelingen, men Fyns Politi måtte jævnligt kigge forbi i Kerteminde for at få ro på nogle af gæsterne.

- Vi har været der af flere omgange. Der var lidt westernslagsmål, men ingen anholdte, fortæller vagtchefen.

Sidst på aftenen var to unge mænd oppe at slås.

- Den ene blev sparket i hovedet, mens han lå ned, fortæller vagtchefen.

Overfaldsmanden forsvandt fra stedet, men politiet ved, hvem han er.

- Vi havde også en batalje mellem en kvinde og et par udsmidere, der følte sig forurettede over, at hun havde taget et billede af dem med sin mobil, siger vagtchefen.

Og så var der klager over støjgener omkring midnat ved Langebro.

- Når mange mennesker er samlet og det er varmt, så spiller man musik for åbne døre og vinduer. Og det er der jo nogle, som er utilfredse med, fordi de skal op på arbejde mandag morgen, slutter vagtchefen.

Oversigt

    Oversigt