En del store rovfisk er forsvundet fra de danske kystområder de senere år på grund af overfiskeri, og fordi miljøet i havene ændrer sig.
Det gælder blandt andet for pighvarren. Derfor får Fjord & Bælt 500.000 kroner til at opdrætte rovfisken i fangenskab.
- Hvis vi med projektet kan skabe et lille, men direkte aftryk på pighvarrens liv vil det jo være fantastisk, siger Mette Thybo, direktør for Fjord & Bælt, i en pressemeddelelse.
Fra æg til havet
Målet med projektet er at øge bestanden af pighvar i havene og ikke mindst er målet at skabe formidling om hele processen fra moderfisk til æg og yngel, til ung-fiskene sættes ud i havet.
- Pighvarprojektet samler de bedste elementer af vores arbejde på Fjord & Bælt. Det handler om formidlingen til vores gæster og forskningen i livet i havet. Og så handler det om den inspiration, som gør, at vi alle sammen bliver bedre til at passe på naturen. Også den under havoverfladen, siger Mette Thybo.
Financieringen til projektet kommer fra Den Lokale Aktions Gruppe for Middelfart, Assens, Nordfyn og Kerteminde (LAG-MANK) og bliver støttet af DTU Aqua samt lokale erhvers- og sportsfiskere.