Video viser lortevand fosse ud ved badestrand med vilje: - Føj for helvede, hvor det lugter

De massive mængder regn har fået rensningsanlæg i Kerteminde til at løbe over. Nu flyder spildevand ud i fjorden.

Lugten er umiskendelig. Boblerne, der stiger op, er store og laver massive ringe i vandet. Som hvis du prutter i badekarret - bare værre.

Og det her er værre.

- Det er ren lort. Føj for helvede, hvor det lugter, siger Peter Lindholm Knudsen, der har filmet boblerne.

Det er gårsdagens massive mængder regnvand blandet med både tis og afføring, der lukkes ud i Kerteminde Fjord. Endda med vilje - eller kontrolleret, som Kerteminde Forsyning beskriver det.

- Et kloaksystem er dimensioneret til en vis mængde vand, og når der kommer mere end det, er man nødt til at have en nødventil, der gør noget ved vandet. Ellers vil det løbe tilbage og stå at boble i kældre eller vejbrønde. 

- Her vil skaden være større, og bakterier bliver spredt. Det vil vi ikke så gerne, siger Michael Høj-Larsen, administrerende direktør i Kerteminde Forsyning. 

Man ønsker vel heller ikke, at bakterierne ledes ud i fjorden?

- Det er også et problem i fjorden, fordi det udleder kvælstof og fosfor i vores indre farvande. Der er lavet analyser, og det er en meget lille mængde, der kommer fra spildevandsanlæg, men ja, der kommer kvælstof i vandet, forklarer direktøren.

En løsning i fjern fremtid

Torsdag faldt der mere end 18 millimeter regn i Kerteminde. Normalt falder der i hele september i alt 75 millimeter regn.

- Vi kan godt mærke, vi får meget større regnmængder. Vi kan i hvert fald sige, at problemet med overløb er stigende. Lige for tiden er det et par gange om måneden, fortæller Michael Høj-Larsen.

Og der findes en løsning på overløbet. Den er bare ikke lige rundt om hjørnet, og den er dyr.

- Man kan lave separate systemer, så der er to ledninger: en til spildevand og en til regnvand. Det vil være et lukket system, som kan klare mængden af spildevand, og som er uafhængigt af regnvejret. Vi er i gang nogle steder, men det tager 75 år at komme igennem alle, og det er meget dyrt.

- Borgerne er også nødt til at separere deres system, der skal graves haver op og laves anlæg på private grunde. Det koster mange penge, og det har lange udsigter, forklarer Michael Høj-Larsen.

Der findes i alt 50 såkaldte overløbsbygværker i Kerteminde Kommune, der kan lede regn- og spildevand væk fra kældre og veje.

Oversigt

    Oversigt