Forskere modtager fornemme priser på Langeland
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Tirsdag blev H. C. Ørstedsprisen uddelt i Rudkøbing - den verdensberømte fysikers fødeby.
H. C. Ørstedprisen går i år til lektor Peter Christian Kjærgaard Vesborg fra DTU Fysik for hans internationalt anerkendte forskning inden for katalyse og kunstig fotosyntese samt hans evne til at formidle sin forskning.
Han takkede for prisen ved at give en gæsteforelæsning i Ørstedpavillionen i Rudkøbing på Langeland tirsdag formiddag.
H.C. Ørsted blev født den 14. august 1777 i Rudkøbing, og derfor bliver prisen netop uddelt i dag på hans fødselsdag.
- Det er en stor ære at modtage prisen. Det er en pris, der er opkaldt efter stifteren af min arbejdsplads, så det er lidt ærefrygtindbydende, siger årets modtager af H. C. Ørstedpris lektor Peter Christian Kjærgaard Vesborg fra DTU Fysik.
Sammen med æren følger en forskerpris på 50.000 kroner samt et kunstværk af kunstneren Sabine Majus Hansen.
Priser til unge forskere
Udover hovedprisen blev der også uddelt en række priser til forskerspirer og rejselegater til studier i udlandet.
Modtagerne er dygtige naturvidensklabsforskere, fortæller formanden for H.C. Ørstedselskabet, Troels Krøyer. Han ser store perspektiver i, at studielegaterne støtter studerende i at rejse ud i verden.
- At det foregår inden for både naturvidenskab og humaniora er helt i H.C. Ørsteds ånd og harmonerer med H.C. Ørsted selskabets ønske om at nedbryde barrierer mellem naturvidenskab og humanistiske uddannelser, siger formanden for H.C. Ørstedselskabet, Troels Krøyer.
Dedikerede Mø får Smukfests hæderspris
Skanderborg Festivals hæderspris, Polka Verner Legatet, går i år til sangerinderne Mø og Birthe Kjær, der bliver hædret for deres hårde arbejde.
Det er nok de færreste, der sætter mange flere lighedstegn mellem Birthe Kjær og den fynske superstjerne MØ - udover at de begge er danske sangerinder.
Men de er måske slet ikke så forskellige igen, mener legatbestyrelsen, der i år har peget på netop de to som modtagere af Smukfests hæderspris, Polka Verner Legatet.
- Selv om der ved første øjekast er et stykke vej fra "Fisse i dit fjæs" til "Jeg går aldrig til bal uden trusser", så tror vi alligevel, at disse kvinder har mere til fælles, end man umiddelbart skulle tro,
- For de er nok forskellige i alder - og i musikalsk udtryk og valg af titler - men når det drejer sig om dedikation og hårdt arbejde, kommer de fra det samme sted, lyder det i bestyrelsens begrundelse for at hædre de to kvinder.
Det er 17. gang, at Polka Verner Legatet uddeles. Legatpuljen er på 200.000 kroner, hvorfor Mø og Birthe Kjær, som begge har optrådt på årets festival, modtager 100.000 kroner hver.
Legatet fik de overrakt torsdag eftermiddag i presseteltet på Smukfest af legatets to stiftere, Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt.
Det var to glade sangerinder, der modtog prisen.
- Jeg kan ikke lade være med at sige, at det er en fantastisk dag i dag. Det er første gang, jeg optræder på Smukfest, og så modtager jeg ovenikøbet Polka Verner Legatet på samme dag. Det er helt fantastisk, sagde en storsmilende Birthe Kjær på pressemødet.
Også Mø var godt tilfreds.
- Jeg vil bare sige tusind tak. Det er en kæmpe ære at modtage samme pris som så mange seje kunstnere og samtidig stå her ved siden af sådan en badass-legende som Birthe Kjær, sagde Mø.
Polka Verner var trommeslager i Erling Erlang Trio og døde som 46-årig af kræft i foråret 2003.
Kirsten Lehfeldt og Søs Egelind oprettede Polka Verner Legatet i 2002, hvor de modtog Smukfestprisen og besluttede at bruge pengene på at opmuntre Polka Verner.
Da han året efter var død, besluttede festivalen i samråd med de to kvinder at gøre Polka Verner Legatet til en fast tradition.
Siden har en legatbestyrelse på syv personer hvert år peget på en eller flere prismodtagere.
Sidste år modtog ti humoristiske kvinder prisen, heriblandt Mia Lyhne og Lærke Winther.
H. C. Ørstedpriser 2018
H.C. Ørsted forskerpris på 50.000 kroner samt et kunstværk af kunstneren Sabine Majus Hansen.
Prisen gives til lektor Peter Christian Kjærgaard Vesborg, DTU Fysik, på baggrund af hans internationalt anerkendte forskning inden for katalyse og kunstig fotosyntese samt hans evne til at formidle og sætte sin forskning ind i et større perspektiv.
To H.C. Ørsted forskerspirepriser hver på 10.000 kroner.
Priser går til Alexandros Iosifidis, Århus Universitet, og Yasser Nour fra Danmarks Tekniske Universitet som tilskyndelse til at fortsætte deres forskning inden for henholdsvis signalbehandling og effektelektronik.
Fire Ørsted studielegater hver på 50.000 kroner til studier i udlandet:
- to legater går til studerende inden for naturvidenskab
- to legater går til studerende inden for humaniora.
Inden for naturvidenskab gives legaterne til Nicolai Ree, som studerer Nanoscience på Københavns Universitet, og til Sidra Rafique, som studerer Biomedical Engineering på Danmarks Tekniske Universitet og Københavns Universitet. De skal bruge legaterne til udlandsophold på henholdsvis Center of Chemistry and Biochemistry ved University of Lisbon og Boston University Center for Integrated Life Sciences and Engineering.
Inden for humaniora går legaterne til Esther Michelsen Kjeldahl som studerer Filosofi på Københavns Universitet og Gabriella Laugesen som studerer Asienstudier på Århus Universitet. De får legatet til udlandshold på henholdsvis London School of Economics and Political Science og East China Normal University i Shanghai.
Kilde: Langelands Kommune
H.C. Ørstedselskabet
H.C. Ørstedselskabet blev stiftet i 2004 i Rudkøbing, hvor H.C. Ørsted blev født i år 1777. Det er selskabets formål at gøre børn og unge interesseret i naturvidenskab. Det er H.C. Ørsteds nysgerrighed, dedikation og interesse for naturen, der gør det nærliggende at knytte hans navn til nye måder at forske på.
Det er H.C. Ørstedselskabets priskomité, der har udvalgt prismodtagerne og legatmodtagerne er udvalgt af den samme priskomité suppleret af Jakob Bøss, strategi- og kommunikationsdirektør i Ørsted, og Kasper Dam Schultz fra DTU og Erasmus.
Forskerpriserne kan ikke ansøges, hvorimod studielegaterne kan søges en gang om året.
Kilde: Langelands Kommune
Søndag byder på mulighed for både sne og sol
kopieret!
Det ustadige vejr fortsætter frem mod jul med en blanding af byger og flere fronter.
Søndag er ingen undtagelse, og det bliver en dag med lidt sol og spredte byger.
Temperaturen lander et sted mellem fire og seks graders varme med en let til frisk sydvestlig vind. Ved kysterne kan man vinden blæse op til hård vind.
De lave temperaturer gør, at det ikke kan udelukkes, at der kommer en byge forbi med noget hvidt i form af sne eller slud.
Den mulighed bliver ikke mindre som aftenen skrider frem og temperaturerne daler.
Aryan skabte fodboldfest for flere hundrede piger
kopieret!
Hundredevis af unge piger får lørdag rørt benene i Odense idrætshal.
Her har et stort fodboldpigestævne været i gang hele dagen. Stævnet er kun for pigehold, og over 500 piger har valgt at bruge de sidste dage inden jul på at få rørt bentøjet.
Bag stævnet står Aryan Abdel Rahman fra B1909's ungdomsafdeling. Han mener, der mangler flere stævner til piger.
Derfor har han sammen med sin søster søsat Domina Cup, som gerne skulle inspirere endnu flere piger til at spille fodbold.
Trafikken er delvist spærret på Lillebæltsbroen
kopieret!
Opdateret klokken 19.25: Lillebæltsbroen er genåbnet efter uheldet.
Lillebæltsbroen er lørdag aften spærret i vestgående retning, fordi et køretøj med anhænger er væltet.
Det skriver Vejdirektoratet på det sociale medie X uden at konkretisere hændelsen.
Vejdirektoratet kan kort før klokken 19 ikke sige noget om, hvornår trafikken kan genoptages.
- Trafik i retning mod Jylland kan med fordel benytte den gamle Lillebæltsbro, opfordres det.
Fyns Politi oplyser på samme medie, at der ikke er kommet nogen til skade i forbindelse med uheldet, og at der er tale om en væltet trailer.
- Vi arbejder sammen med øvrige beredskaber på at få åbnet motorvejen så hurtigt som muligt, skriver politikredsen.
Rådmand får opbakning til forslag om bedre sikring af gågade
kopieret!
Odenses by og kulturrådmand Søren Windell (K) vil have sikret gågaden i Odense endnu bedre mod biler.
Debatten er ikke ny, men nu mener Odenses rådmand Søren Windell, at der er endnu en grund til at kigge på mulig afspærring af gågaden i Odense med såkaldt pullerter, man ikke kan forcere.
Det er på baggrund af fredagens ulykkelige episode i Magdeburg i Tyskland, at Søren Windell igen taler om en mere lukket gågade i Odense. I Tyskland kørte en bilist ind i en menneskemængde på et julemarked. Her blev flere dræbt og sårede. I Odense midtby har man sikret med betonblokke ved blandt andet Flakhaven, men ikke i enderne af gågaden.
Forslaget vækker opbakning fra dem TV 2 Fyn møde i gågaden.
Milliarddyr broforbindelse skaber både glæde og vrede
kopieret!
En bro mellem Fyn og Sønderjylland er måske kommet et skridt nærmere. I hvert fald hvis man kan finde de 22,2 milliarder kroner, den vil koste.
Men om der rent faktisk skal være en bro, det er der delte holdninger til.
Samfundsøkonomisk hænger det ikke sammen, mener Thomas Lundsfryd, der er bestyrelsesformand for Sydfyns Fremtid, mens Inge Dahl, der er bestyrelsesformand i Foreningen Als-Fyn Broen, glæder sig over forundersøgelsen, der viser, at en bro mellem de to landsdele kan lade sig gøre.
Uheld ved motorvej - et spor spærret
kopieret!
Opdateret: Der er nu ryddet op efter det tidligere uheld.
På E20 Fynske Motorvej, i retning mod Jylland, er der sket et uheld på tilkørslen til 52 Odense SV.
Politi og redning er ankommet, og de spærrer i øjeblikket det højre spor. Det er dog muligt at snige sig forbi uheldsstedet, oplyser P4 trafik.
Vagtchefen ved Fyns Politi Peter Vestergaard fortæller til TV 2 Fyn, at der er tale om et solouheld - tilsyneladende opstået på grund af vådt fører.
Fem personer var med i bilen, men ingen er kommet alvorligt til skade.
Roald Poulsen er gået bort - men i Zambia bliver han aldrig glemt
kopieret!
28. april 1993 rapporterede alle de internationale medier om de zambiske landsholdsspillere, hvis fly lettede fra Gabon, men aldrig landede igen.
Samtlige spillere, trænere, delegerede og journalister ombord på flyet døde. Man har aldrig fundet ud af, hvad der nøjagtigt skete.
Skiftende zambiske regeringer har lovet at publicere rapporten om, hvorfor flyet med landsholdsspillerne styrtede ned i Atlanterhavet, men i dag, 31 år senere, forbliver omstændighederne for ulykken uvisse.
OB-træner i spidsen for det zambiske landshold
I 1990’ernes Zambia havde Danmark en tydelig tilstedeværelse i form af Danida og en velfungerende ambassade. I hovedstaden Lusaka stødte man ikke sjældent på danske gloser i bybilledet.
Med hjælp fra Divisionsforeningens daværende direktør, Claus Rode Jensen, der havde gode kontakter i de danske ministerier, inviterede det officielle Danmark det zambiske fodboldlandshold på en seks uger lang træningslejr i Brøndby.
Det Zambiske Fodboldforbund (FAZ) takkede ja til tilbuddet, selvom zambierne på samme tid var langt i forhandlingerne med det engelske fodboldforbund om en tilsvarende hjælpepakke.
Roald Poulsen, der to år forinden havde gjort OB til danske mestre, skulle stå i spidsen for det nye landshold.
På dette tidspunkt havde han aldrig nogensinde sat fødder i Zambia, og nu stod han over for karrierens nok største udfordring. På blot seks uger skulle han sammen med Brøndbys holdleder, Emil Bakkendorf, forvandle et hurtigt sammensat, lettere traumatiseret afrikansk fodboldlandshold til et slagkraftigt mandskab, der skulle konkurrere om en plads ved VM-slutrunden i USA året efter.
Husker Roald som en simpel mand
Én af de zambiske spillere, der var udset en toneangivende rolle på det nye landshold, var Joel Bwalya, der blev sorteret fra landsholdet kort før den skæbnesvangre flyvetur.
Hurtigt kom Joel Bwalya og Zambias nye spillere på fornavn med deres nye træner. Roald Poulsen var meget anderledes end de zambiske trænere, som spillerne kendte hjemmefra, fortæller Joel Bwalya:
- Han var en simpel mand. Han ville sige: "Kald mig bare Roald." Han snakkede meget roligt til spillerne, meget anderledes end zambiske trænere. Han gav dig en masse selvtillid. Han ville fortælle dig, hvad du kunne, og hvad du ikke kunne.
Ifølge Joel Bwalya var Roald Poulsen en eminent fodboldtræner, men det var hans menneskelige kvaliteter, der på rekordtid forenede den nye trup og skabte optimisme i lejren. Roald Poulsen var spillernes træner, men også deres ven, siger Bwalya:
- Roald kendte hurtigt alle spillernes fornavne, og så var han også hurtig til at samle et par gloser op på chinyanja og chibemba (Zambias to største etniske sprog, red.) Han ville råbe "isa kuno" (kom her, red.), og når der var en god træningssession, så ville han råbe "chapwa" (slut, red.) for ligesom at sige, at nu kunne vi ikke gøre det bedre, og så kunne vi ligesom godt stoppe træningen. Så ville alle grine. Han gjorde virkelig alt for at integrere sig i gruppen. Han blev en af os.
Roald Poulsen kunne være sjov, men han havde også en mere alvorlig side, husker Joel Bwalya:
- Han var en meget stille mand. Hvis han sad på sit kontor, så ville du tro, at han ikke engang kunne tale. Du ville tro, at han var i færd med at tænke over noget. Og så elskede han den individuelle ledelsesstil. Han kunne finde på at holde dig om skuldrene og gå rundt med dig på banen. Det var vi slet ikke vant til.
Roald Poulsens tid som zambisk landstræner kunne efterfølgende mærkes i hans tidligere klub, hvor Mwape Miti og Andrew Tempo repræsenterede OB i Superligaen.
Har du set Luna? Casper udlover stor dusør i jagten på sin rottweiler
kopieret!
Mandag morgen ved firetiden om morgenen lukkede Casper Schmidt familiens hund Luna ud i haven efter en nat, hvor hunden, der er af racen rottweiler, havde haft lidt maveproblemer.
Siden er der ingen, der har set Luna.
- Da vi ville lukke hende ind igen, var hun pist væk, fortæller Casper Schmidt til TV 2 Fyn.
Siden er Lunas forsvinden fra Kilenvej mellem Lakkendrup og Oure blevet omtalt i Fyns Amts Avis, på Linse Kesslers Instagram, ligesom eftersøgningen er delt vidt og bredt på Facebook.
Men stadig uden held, og lørdag har Luna været væk i efterhånden seks døgn.
Frygter nogen har hende
- Jeg har det sku ikke så godt. Jeg har ikke sovet ret meget. Jeg har ledt fra tidlig morgen til sen nat.
Casper Schmidt fortæller, at haven ikke er hegnet ind, hvorfor det ikke er unormalt, at Luna strejfer rundt på den nærliggende mark og nabomarkerne.
- Men hun kommer altid hjem igen, fortæller han.
Hvad der er sket med Luna, har Casper Schmidt haft rig tid til at spekulere over. Det værste, der kan være sket, er, at Luna er druknet, kørt ned eller på anden vis sidder fast et sted, som den ikke kan komme fri af.
- En anden frygt er, at der er nogen, der har taget hende. Men det er jo mærkeligt, for normalt samler man ikke lige en rottweiler op, siger han og fortæller, at Luna er en familiehund og derfor er den meget mild og glad for mennesker:
- Så har man mad og gider snakke med dem, så er man bedste venner, siger han.
Håber på julemirakel
Casper Schmidt har fået hjælp flere steder fra i jagten på den forsvundne Luna, og senest har han sammen med en mand fra Thisted undersøgt et større skovområde med en drone. Uden held.
Håbet om at finde Luna svinder ind, fortæller Casper Schmidt, der har ledt gennem marker, skove, brønde, forladte huse, skue. Intet af det har givet pote.
- Hvis ikke hun når at komme hjem til jul, så bliver det nok en jul, jeg ikke vil huske for noget godt, fortæller han.
Derfor har han udlovet en dusør på 10.000 kroner til den, der kan føre ham sammen med sin hund, som han savner meget.
Vil gøre alt for at få Luna tilbage
Men heller ikke det, har givet noget.
- Jeg har ikke fået et eneste tip fra nogen, som specifikt har set en rottweiler. Der er nogen, der har set en mørk hund, men ikke nogen, der specifikt har set en rottweiler, siger Casper Schmidt.
Næste skridt er at stemme dørklokker, og et sidste forsøg, som Casper tygger på lige nu, er at lave et opslag på Facebook, hvor han giver mulighed for, at man kan aflevere Luna anonymt til ham, hvis man har den og har fået dårlig samvittighed.
- Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for, at min hund kommer hjem igen, understreger Casper Scmidt.
Grimme julesweatre og børnefremstillet julepynt giver flere smil i busser
kopieret!
Fredag var det “ugly christmas sweater day” i Fynbusserne, hvor buschauffører havde taget deres grimmeste julesweatre på.
Og ikke nok med det, var busserne pyntet op med julepynt, der var lavet af børn.
Alt sammen for at julehygge lidt ekstra for kunderne, forklarer Anja Hauge Larsen, der er driftsleder for Keolis, som står for driften.
- Der kommer flere smil i busserne, når de kommer ind i en julepyntet bus, fortæller hun om baggrunden for at gøre lidt ekstra ud af julen i busserne.
Hjalte brillerer i "verdens bedste liga": - Jeg er pissestolt
kopieret!
Den 28-årige fynbo Hjalte Froholdt har noget så sjældent for en dansker succes i Amerikansk fodbold. Endda i verdens bedste liga inden for sportsgrenen, NFL.
Hjalte Froholdt tørner ud for Arizona Cardinals, for hvem han er en del af den offensive linje. Og det gør han godt. Så godt, at han får masser af roser for sit arbejde, og tilbage i august satte sin signatur på en kontrakt, der garanterer ham 53 millioner kroner frem til udgangen af 2026.
Med egne ord er han nu klar til at sige, at det han har opnået er “kæmpestort for dansk sport”.
- Nu starter jeg på banen, jeg gør det rigtig godt, og jeg er pissestolt af, hvad jeg har gjort, og hvor jeg kommer fra, siger Hjalte Froholdt til DR.