Der var ikke kun bananer og broccoli i lasten på fragtskibet "Duncan Island", da det i februar sejlede ind i Langelandsbæltet.
Om bord var også mindst 100 kilo kokain.
Det mener anklagemyndigheden, der har tiltalt tre lettiske mænd og en russer. Sagen begynder fredag i Retten i Svendborg.
Den ene - en 49-årig lettisk sømand - kastede ifølge anklageskriftet kokainen, der var pakket i fire vandtætte sække, ud fra skibet, da det lå i vandet ud for Spodsbjerg på Langeland.
Her var to af de andre tiltalte klar. De samlede kokainen op i en mindre båd, hvorefter de transporterede de 100 kilo videre til Tranekær på Langeland, lyder det i anklageskriftet.
I Tranekær mødtes de med den fjerde tiltalte og pakkede kokainen i bagagerummet på en Hyundai.
Her stoppede forbrydelsen dog, da politiet fik anholdt de tre mænd. Bagefter blev samtlige 24 søfolk på skibet "Duncan Island" anholdt - herunder den tiltalte skibsofficer.
De blev alle fængslet, men efter en uge kom de 23 igen på fri fod.
Sagens anklager mener, at narkosmuglingen foregik sammen med flere andre ukendte gerningsmænd.
Da kokainen blev kastet i februar, havde fragtskibet kurs mod Helsingborg i Sverige og Rusland. Forinden havde det sejlet fra havne i Mexico, Panama og Ecuador.
En af havnene - Guayaquil i Ecuador - er kendt som et afskibningssted for kokain. Jævnligt gemmes kokain med legale varer som tunfisk eller bananer.
Retten har sat fem dage af til sagen. Den sidste dag er 3. december.