Trods stigende renter og usikkerhed: Sommerhuse sælges til rekordpriser
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Hos EDC-mæglerne på Langeland er efterspørgslen større end udbuddet af sommerhuse, fortæller ejendomsmægler.
De danske sommerhuse sælges til de højeste priser nogensinde.
I juli 2022 lå kvadratmeterpriserne på sommerhuse på 23.242 kroner, viser tal fra Boligsiden.dk.
Tallet er rekordhøjt, og hos EDC-mæglerne på Langeland kan de også mærke de høje priser på fynske sommerhuse.
- Jamen, de har været rigtig gode. Der er solgt mange huse, endda også til priser over de udbudte priser, fordi efterspørgslen ganske enkelt er større end udbuddet, siger ejendomsmægler hos EDC Langeland Karina Stæhr.
Faktisk er efterspørgslen så stor, at der i øjeblikket ikke er mange sommerhuse at vælge imellem, lyder det.
- Lige nu har vi to sommerhuse at byde på, og det ene er lagt på i går, og jeg kan se, der allerede er hentet materiale på det, så det håber og tror vi også går stærkt, siger ejendomsmægleren.
Normalt plejer der at være mellem 550 og 600 boliger til salg på Langeland, men i øjeblikket er der under det halve til salg.
Skiller sig ud fra mængden
De høje priser på sommerhuse skiller sig ud i et marked, der viser tydelige tegn på at være på vej ned i gear.
Priserne på ejerlejligheder og parcelhuse er faldet den seneste tid. Dog skiller sommerhusene sig ud ved at fastholde sine høje priser trods inflation og rentestigninger.
- Vi fik jo en rentestigning i går (torsdag, red.), som kan have en betydning for priserne på markedet. Men heldigvis kan vi jo ikke spå om fremtiden, så vi ser, hvordan det går i dag, og indtil nu har det gået godt, siger Karina Stæhr.
Sommerhusenes laveste prisniveau siden finanskrisen finder vi i 2015, hvor kvadratmeterprisen lå på 15.299 kroner ifølge ejendomsmæglerkæden Estate.
Sidste år oplevede fynboerne store prisstigninger på det danske boligmarked. Her var der tale om den største stigning i boligpriser siden midten af 00'erne. Her kan du se, hvordan huspriserne har udviklet sig i de fynske kommuner.