Borgerforskning: SDU og TV 2/Fyn samarbejder om forskningsprojekt
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Syddansk Universitet og TV 2/Fyn lancerer et litterært forskningsprojekt, hvor borgere bidrager med egne erfaringer med læsning og sundhed.
Menneskers personlige erfaringer med sundhed og sygdom kan have stor værdi, ikke mindst, når erfaringerne omsættes til videnskabelig forskning.
Hvis erfaringerne samtidig kombineres med fordybelse i litteratur, så kan det få ekstra stor betydning.
Det er den grundlæggende tanke bag et nyt forskningsprojekt, som gennemføres i samarbejde mellem Syddansk Universitet og TV 2/Fyn. Projektet er en slags borgerforskning, også kaldet "Citizen Science".
- Dette er en oplagt mulighed for at deltage i forskning med en stærk borgerinddragelse. Vi glæder os over muligheden for også at kunne bidrage med innovativ formidling, siger Martin Mulvad Ernst, fagredaktør for kultur og folketjeneste på TV 2/Fyn.
Ny viden
Projektet har fået titlen "Litteraturen rykker ud", og det kommer til at omfatte to skriveværksteder, en blog på TV 2/Fyn, og en høring med vidensopsamling og debat.
Litteraturen rykker ud: Her kan du tilmelde dig
Få en unik mulighed for at møde forfattere og forskere, og giv dit bidrag til litterær forskning.
Vil du møde dygtige forfattere og forskere - og samtidig give dit personlige bidrag til ny litterær forskning? Så meld dig til borgerforskningsprojektet "Litteraturen rykker ud".
Datoen er torsdag den 11. oktober i tidsrummet fra klokken 17 til 19, og stedet er det fynske gods Sanderumgaard i Davinde ved Odense. Arrangementet er gratis.
Her afholder TV 2/Fyn sammen med Syddansk Universitet et litterært værksted inden for fagfeltet "narrativ medicin". Det er et område, der blandt andet beskæftiger sig med at flytte borgeres og behandleres opfattelse af sundhed og sygdom. Det er første gang, der laves et større forsøg inden for feltet.
Først til mølle
Bemærk: Der er kun 25 pladser, som fordeles efter først-til-mølle-princippet. Du tilmelder dig via linket nederst i denne artikel.
Det litterære værksted afholdes som en workshop under temaet "Livets begyndelse og afslutning", hvor du i samarbejde med forskere og forfattere læser og tolker skønlitterære bøger og digte. Der tages udgangspunkt i dine egne læseoplevelser og oplevelse af litteratur.
Forfattere og forskere
Du kommer til at møde litteraturprofessor Anne-Marie Mai og Iben Engelhardt Andersen fra Syddansk Universitet, samt de to danske forfattere Kristina Nye Glaffey og Rolf Sparre. Workshoppen tager cirka halvanden time. Bagefter er der en bid brød og et glas vin, hvor du kan tale med forfatterne og forskerne.
TV 2/Fyn opretter en blog til det litterære værksted, hvor tanker og erfaringer kan uploades og drøftes i forbindelse med det litterære værksted.
Borgerforskningsprojektet skal efter planen munde ud i ny viden og forskningspublikationer, som et relevant bidrag til forskningen omkring såkaldt "narrativ medicin".
Eftertanke og perspektiv
Fagfeltet narrativ medicin beskæftiger sig blandt andet med at flytte behandlerens og borgerens opfattelse af sygdom og sundhed. Det er første gang, der laves et større forsøg inden for feltet.
- Læsning giver os et rum for eftertanke og perspektivering af vores livserfaringer, fortæller Anne-Marie Mai, litteraturprofessor på Syddansk Universitet.
- Skriveværkstederne handler ikke om vores egne personlige erfaringer med sygdom, men om vores erfaringer med at læse og det perspektiv, som læsning kan give i forhold til sundhed, siger hun.
Mød forfattere
Første skriveværksted afholdes på Odense Universitetshospital, og er rettet mod hospitalets personale. Værkstedet afvikles som en workshop, hvor deltagerne kommer til at arbejde sammen med litteraturprofessor Anne-Marie Mai og Iben Engelhardt Andersen fra Syddansk Universitet, samt de to danske forfattere Klaus Lynggaard og Caroline Albertine Minor.
Andet skriveværksted finder sted på Sanderumgård ved Davinde, og dette værksted er åbent for alle interesserede. Her vil deltagerne møde komme til at møde forfatterne Kristina Nye Glaffey og Rolf Sparre.