Anklager om drabstiltalt: Han skjuler noget for os
Artiklen er mere end 30 dage gammel
I proceduren kalder anklageren drabstiltalte udlejer følelseskold og insisterer på, at hans forklaring halter.
- Hvis tiltalte dømmes for drab, mener jeg, at strafniveauet ligger omkring 12 år, siger senioranklager Tina Østergarrd i Retten i Odense.
In sin procedure lægger hun især vægt på, at den tiltalte udlejers forklaring ikke hænger sammen, og at der er flere ting omkring dødstidspunktet for 40-årige Brian Thomas Larsen, som tiltalte ikke kan huske.
Desuden hæfter anklageren sig ved, at tiltalte ikke på noget tidspunkt efter Brian Thomas Andersens død kontakter politiet.
- Hvis han bare havde skubbet Brian og siddet let oven på ham, kunne han jo sagtens ringe til politiet uden fare, siger Tina Østergaard.
Det tredje punkt, som anklageren lægger vægt på er, at den tiltalte har skiftet forklaring.
- Han valgte ikke at sige noget under efterforskningen, hvor politiet afhører ham som vidne. Dér siger han, han ikke var i lejligheden mere end en gang den 3. maj, siger Tina Østergaard.
Senere, da politiet fandt liget af Brian Thomas Andersen i vandet ved Siø på Sydfyn, ændrede udlejeren forklaring og indrømmede at have bortskaffet liget.
Men i retten forklarede han den 28. februar, at den oplysning kun kom frem på grund af ligets opdukken.
- Hvis de ikke havde fundet liget, havde jeg nok aldrig sagt noget, forklarede han.
Den opførsel og tavshed beviser ifølge anklageren, at den 61-årige har mere at skjule.
- Jeg tror, han ikke tilkaldte politiet og skaffede liget af vejen, fordi der var nogle skader på liget, som han ønskede at skjule, siger hun i sin procedure.
Efter anklagerens procedure med krav om op til 12 års fængsel er det forsvarerens tur til at fremlægge sagen.
Brian Thomas Andersen mistede livet den 3. maj 2012, efter hans udlejer havde været i lejligheden i Middelfart for at se til en ødelagt vandlås. Mens udlejer en kiggede på vandlåsen, blev de to uvenner.
Mændene tumlede fra et badeværelse ind på gulvet i stuen ved siden af, hvor udlejeren landede øverst med et fast tag i Brian Thomas Andersens arme.
Udlejeren forlod lejligheden, men vendte tilbage senere med en pakning til vandlåsen, hvor han ifølge sin egen forklaring konstaterede, at lejeren var død.
Det fik politiet dog først at vide, efter at Brian Thomas Andersens lig var blevet fundet