Den noget omdiskuterede gasledning Baltic Pipe er nu et skridt tættere på at være færdig, efter røret til gasledningen er blevet trukket fra Jylland til Skrillinge Strand ved Middelfart.
Det er en stor milepæl for projektet, at røret endelig er kommet over Lillebælt, mener projektlederen.
- Vi kan næsten sætte et flueben på det her kæmpestore projekt, som Baltic Pipe er. Derfor føles det helt fantastisk, siger Søren Juul Larsen, der er chefprojektleder i Energinet og hovedprojektleder på Baltic Pipe-projektet.
Fejres med jordbærtærte
Røret, der er fire kilometer langt, er blevet trukket i et spor, der er gravet på bunden af Lillebælt. Hver meter af røret vejer ét ton.
- Det skal fejres, at vi er kommet så langt. Jeg er blevet lovet jordbærtærte, siger Søren Juul Larsen.
Selve ledningen, der skal køre inde i røret, bliver først sat ind næste år.
- Nu skal vi lige have lov til at have armene i vejret i dag, og så skal der ryddes op. Det er kortvarigt, at det giver nogle gener for dem, der bor heromkring. Dernæst skal vi gøre klar til næste etape på det her sted, hvor der kommer en rørledning, som bliver samlet her ved kysten.
Larm og os ødelagde sommeren
Men mens Søren Juul Larsen og hans kolleger kan sætte tænderne i jordbærtærte, så er der knap så meget fejring for beboerne i området.
- Det har ikke været rart. Det mindste vi har haft af gene, det er, når de har trukket slangen. Jeg synes virkelig, at vi har haft en træls sommer, siger Allan Buch, der er nabo til Baltic Pipe arbejdet og erhvervsfisker i området.
Han forklarer, at arbejdet har larmet og oset i en sådan grad, at de ikke har kunnet sidde på terrassen.
- Jeg vil håbe på, at vi kan få det i Folketinget, for nogen skal stå på mål for det her, siger Allan Buch.
Om et år vender mange af maskinerne tilbage, men det er ikke kun irriterende for naboerne, mener Allan Buch.
- Det har været hårdt for naturen at blive gravet op, siger han.
Energistyrelsen, der har givet tilladelse til gasledningen, vurderer, at den kan etableres “uden acceptable påvirkvirkninger af miljøet”. Både regeringerne i Polen og Danmark har givet grønt lys til projektet.
På dansk jord vil ledningen blive omkring 210 kilometer lang og 80 centimeter tyk.
Ledningen skal gøre Polen mindre afhængig af gas fra Rusland og forventes desuden at sænke landets CO2-udledning.