Motion i cirkus
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Det skal være sjovt at dyrke motion. Derfor blev to skoleklasser onsdag undervist i at være cirkusartister.
Skoleeleverne på Fjeldsted Harndrup Skole på Vestfyn blev onsdag inviteret i cirkus. De skulle se, at motion godt kan være sjovt.
- Vi kan vise dem nogle forskellige måder at bruge kroppen på som er sjovt og udfordrende, siger cirkusartist Signe Løve Anderskov fra Cirkuskanonen.
Truppen Cirkuskanonen er både kommet for at optræde og for at træne eleverne i 3. og 4. klasse.
- Vi har lært at svinge i trapez og hulahopring, fortæller Line Rasmussen fra 3. klasse.
Skolen lægger lokaler til, men det er noget så usædvanligt som en landbrugsforening, der har inviteret cirkusartisterne.
- Vi sætter fokus på motion, trivsel og familier i landdistrikerne, så derfor har vi inviteret Cirkuskanonen, siger Lilly Jørgensen, der er formand for Familieudvalget i Fyns Familielandbrug.
I det gamle landbrugssamfund fik børnene helt naturligt den motion, de havde brug for.
- I gamle dage skulle børnene hjælpe i landbruget. Det er fuldstændig ude i dag, så derfor må vi gå alternative veje for at få børnene til at motionere, siger Lilly Jørgensen.
Senere vil Fyns Familielandbrug undersøge om træningen med Cirkuskanonen har ændret ved børnenes motionsvaner.