Beredskabsstyrelsen og Fødevarestyrelsen er fredag formiddag til stede på en gård ved Brenderup på Vestfyn, hvor der er fundet fugleinfluenza.
Det er en variant af den såkaldte lavpatogene fugleinfluenza H7, der er blevet fundet i en besætning på 3.500 gråænder.
- I sig selv gør denne form for fugleinfluenza ikke så stor skade, men den kan mutere til højpatogen, og derfor afliver vi fuglene, inden den spreder sig, forklarer Sten Mortensen, der er veterinær udviklingschef ved Fødevarestyrelsen, til TV 2/Fyn.
Den fundne fugleinfluenza er lavpatogen betyder, at fuglene ikke viser tegn på at være smittet. Derfor kan virus køre rundt mellem dyrene uden at give sygdomstegn.
- Men den har samtidig en evne til at mutere. Så bliver den højpatogen og meget sygdomsfremkaldende, og så spreder den sig mellem fuglene, forklarer udviklingschefen.
FUGLEINFLUENZA
Teori: Smittet af vilde fugle
Den ramte, fynske gård producerer ællinger til udsætning til jægerne, også kaldet skydeænder. Fødevarestyrelsens bedste bud er, at fuglene er blevet smittet af vilde fugle.
Fugleinfluenzaen er blevet fundet i en overvågningsprøve, der er blevet udtaget i forbindelse med den lovpligtige overvågning af en risikoproduktion, som gråænder beskrives som. Det gør den, fordi fuglene er udenfor og dermed har stor risiko for at komme i kontakt med vilde fugle.
Det er ikke første gang, at netop denne gård er så uheldig at blive ramt af fugleinfluenza.
- Det er faktisk tredje gang, vi har fundet det over en årrække på netop den her virksomhed. Det er en risikoproduktion, fordi de går udenfor, og det er svært at forhindre vilde fugle i at smitte gråænderne med virus. Det sker regelmæssigt for udegående fjerkræ, siger Sten Mortensen.
Konsekvensen af fundet er i første omgang, at samtlige 3.500 ænder bliver aflivet. Samtidig laver Beredskabsstyrelsen, som Fødevarestyrelsen har bedt om hjælp til at slå besætningen ned, en risikozone på en kilometer rundt om gården.
- Man må ikke fjerne levende fugle eller fjerkræprodukter fra den zone. Der er heldigvis ingen erhvervsbesætninger inden for zonen, men det kan eventuelt også få betydning for hobbyfjerkræ, forklarer Sten Mortensen og uddyber:
- Hvis naboeen har høns, kommer vi og tjekker. Så tager vi nogle prøver, og så finder vi ud af det.
Når alle gråænderne er aflivet, vil der blive rengjort og desinficeret på gården.
Kun farlig for dyr
Den lavpatogene fugleinfluenza H7 er ikke farlig for mennesker, understreger Fødevarestyrelsen.
- Den er kun farlig for fjerkræ. Mennesker kan bære den videre, og derfor skal man have styr på sin hygiejne, når man har med fjerkræ at gøre – også når der kun er tale om hobbyfjerkræ, siger Sten Mortensen.
Han fortæller, at fundet ikke får yderligere konsekvenser end den i forvejen ganske dramatiske konsekvens, at 3.500 gråænder aflives.
- Vi regner med, at vi kan løse problemet på den her måde. Vi rengør og desinficerer, og så fjerner vi virus på den måde, siger Sten Mortensen.
Han regner med, at de bliver færdige med arbejdet på den vestfynske gård i dag, fredag. Dog er arbejdet trukket lidt ud, fordi en del af deres materiale er blevet forsinket på grund af et større færdselsuheld ved Vejlefjordbroen.