Martin From var hurtig til at få sine mink aflivet, og derfor har han nu næsten to millioner kroner til gode i en såkaldt tempobonus.
Han ved bare ikke, hvornår pengene kommer.
- Vi har brugt rigtig mange penge for at få det til at lykkes med at få dem aflivet inden for den tidsfrist, der blev sat.
- Lovgivningen har jo slet ikke været på plads, og der har været meget rod i hele den her proces. Vi bliver jo ikke overrasket længere, når der dukker noget nyt op, der er problematisk, siger Martin From til TV 2 Fyn.
Mink beordret aflivet
Regeringen meddelte 4. november, at alle mink skulle aflives. Avlere, der var særligt hurtige til at få minkene slået ned, blev samtidig lovet en tempobonus. I midten af november sikrede regeringen sig et flertal bag en aftale, der gør minkavl ulovligt.
Tempobonussen blev fastsat til 30 kroner per mink til alle, der aflivede hele deres minkbesætning inden 19. november. De konkrete rammer for erstatningen til minkavlere forhandles dog stadig, og ifølge Martin From har minkavlerne fået at vide, at pengene ikke kan udbetales, før lovgivningen er på plads.
Martin From nåede at aflive alle sine 65.000 mink inden deadline, og samlet giver det en bonus på 1.950.000 kroner, men hvornår de kommer, ved han ikke.
- Jeg trækker hårdt på mine kreditter og betaler rente i banken, og det koster selvfølgelig mig penge, at jeg ikke kan reducere mit træk på kassekreditten.
Han vurderer sine omkostninger på aflivningen til 500.000 kroner.