Kontant-koks: Kroejer skal køre halvvejs over Fyn for at sætte penge i banken
kopieret!
Når ejeren af Erik Menveds Kro i Bogense skal have sat penge i banken, må han køre til Odense først. Hans bank har nemlig ikke nogen hæveautomater, hvor man kan indsætte kontanter i nærheden. Det frustrerer Jakob Hansen.
Og det er ikke den eneste utilfredshed, han mærker.
- Jeg har bare igennem de senere år bemærket, at servicen bliver mere og mere forringet. Altså for år tilbage, der var det slut med at få byttepenge i banken. Der blev vi bare henvist til et andet firma.
Med den nye model, koster det ifølge Jakob Hansen omkring 200 kroner at få 2000 kroners byttepenge.
- Vi har rigeligt af udgifter i forvejen.
I Danmark har virksomheder pligt til at tage imod kontanter fra deres kunder, men hvis det stod til Dansk Erhverv, blev den ordning skrottet.
En sikkerhedsrisiko
Erhvervsorganisationen kender nemlig godt til virksomhedernes problematik.
- Det her bliver besværligt og potentielt dyrt for de erhvervsdrivende. Alle der driver forretninger ved, at tid er penge, siger Henrik Lundgaard Sedenmark, som er fagchef for betalinger og detailhandelssikkerhed i Dansk Erhverv.
Og så er der en anden ting, der bekymrer fagchefen.
- Der er også et sikkerhedsspørgsmål for de ansatte, for kontanter er stadig interessant for kriminelle. Og hvis de beslutter sig for at røve eller stjæle, må de gå derhen, hvor penge er - og det er ikke længere i bankerne, men ude ved virksomhederne.
Dansk Erhverv har stillet to forslag til at afhjælpe problemet; for det første skal kontantpligten afskaffes, og det skal være op til den enkelte virksomhed, om de vil modtage kontanter. Derudover ønsker Dansk Erhverv sig, at landets banker indgår et samarbejde, så de virksomheder kan indbetale kontanter i flere banker.