Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Nyborg tvinges ud i stor sparerunde

I næste års budget skal politikere i Nyborg finde over 80 millioner, som kan flyttes til velfærdsposter i ældrepleje samt til forbedring af kommunens udskældte socialafdeling.

Sådan lyder anbefalingen fra kommunens direktion i en orientering til politikerne tirsdag.

- Det er nødvendigt at prioritere pengene anderledes, fordi der er nogle områder i kommunen, hvor udgifterne stiger markant - og indtægterne følger ikke med, forklarer kommunaldirektør Tim Jeppesen i en pressemeddelelse.

Byrådet blev tirsdag orienteret om regnestykket og efter sommerferien vil administrationen lægge et konkret sparekatalog frem.

- Det er en stor opgave, og sparekataloget kommer til at berøre alle områder. Men noget af det, vi kigger og regner på er de områder, hvor serviceudgifterne er højere i Nyborg end i andre kommuner. På en række områder er driftsudgifterne et godt stykke over landsgennemsnittet, og det skal vi have drøftet, om vi kan fortsætte med, siger Tim Jeppesen.

Kommunens "udviklingsplan" for socialområdet regner sig for 57,4 millioner af de ekstra udgifter.