Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Ejere stolte over michelinstjerne: -Det er en drengedrøm

Tirsdag er der stor glæde og stolthed hos den odenseanske restaurant Aro. 

For mandag modtog restauranten nemlig en michelinstjerne.

De tre restaurantejere er igen tilbage i Odense efter uddelingen af de eftertragtede stjerner i Finland mandag.

Det har været en oplevelse som folkene bag restauranten sent vil glemme.

- Jeg tror, at det kommer til at tage noget tid, før det lige synker ind. Det er en kæmpestor oplevelse med mange følelser, siger medejer af Aro Christoffer Schärfe. 

- Det er en drengedrøm, for jeg har ville være kok ligeså længe, jeg kan huske. Det er en stor anerkendelse af restauranten og ens arbejde. Jeg er super glad og taknemlig, tilføjer medejer Michael Madsen.

Restaurant Aro, der ligger på Østerbro i Odense, er ejet af kokkene Michael Madsen, Steffen Falkesgaard Hansen og Christoffer Schärfe.

Siden mandag aften er det også væltet ind med både lykønskninger og bookinger hos den odenseanske restaurant.