Kort før stor valgdebat: 55-årig mand blev anholdt efter trusler mod gymnasium
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Nyborg Gymnasium er torsdag formiddag spærret af. Klokken 10.40 blev en mand anholdt og sigtet for trusler mod gymnasiet. Han er nu igen løsladt.
En 55-årig mand blev anholdt, efter Fyns Politi massivt var til stede og afspærrede Nyborg Gymnasium torsdag morgen.
Manden er sigtet for at fremsætte trusler mod Nyborg Gymnasium.
Manden blev anholdt på en adresse i Nyborg, efter at politiet iværksatte en eftersøgning af ham både på gymnasiet og på adresser i Nyborg, skriver Fyns Politi i en pressemeddelse.
På grund af truslerne iværksatte Fyns Politi en større undersøgelse af gymnasiet, og derfor blev både undervisningen samt en valgdebat aflyst.
Efter en omfattende efterforskning og en grundig juridisk vurdering af sagen er den 55-årige mand torsdag eftermiddag blevet løsladt igen.
- Vi er klar over, at det kan have virket voldsomt for borgerne i Nyborg og i særdeleshed for eleverne og de ansatte på Nyborg Gymnasium, at vi fandt det nødvendigt at rykke ind på gymnasiet af hensyn til borgernes sikkerhed og tryghed. Baggrunden var, at vi havde modtaget en række oplysninger, der gjorde det nødvendigt.
- Heldigvis har efterforskningen nu vist, at der altså ikke var alvorlig fare på færde, og det er vi selvfølgelig glade for at kunne fortælle borgerne, siger politiinspektør Johnny Schou fra Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Stor indsats
Fyns Politi var hele morgenen massivt til stede omkring gymnasiet.
Det bekræfter Charlotte Nyborg, der er pressemedarbejder ved Fyns Politi.
Vi er i øjeblikket til stede på Nyborg Gymnasium, hvor vi leder efter en mistænkelig person, der muligvis har gemt sig på stedet. Vi har ikke pt ikke yderligere oplysninger #politidk
— Fyns Politi (@FynsPoliti) October 27, 2022
Ifølge TV 2 Fyns reporter på stedet er gymnasiet spærret af med bånd, og i indkørslen holder op til 11 politibiler, som både er civile samt patrulje- og mandskabsvogne.
Klokken 09.30 ankom politiets hundepatrulje også til stedet.
Ingen elever
I følge TV 2 Fyns oplysninger fik elever på gymnasiet allerede klokken 07.20 at vide på SMS, at de ikke skulle møde op til første modul på skolen.
På Facebook skriver Nyborg Gymnasiums rektor Henrik Vestergaard Stokholm, at politiets tilstedeværelse ikke har noget med gymnasiets elever eller ansatte at gøre.
- Fyns Politi har siden i morges ledt efter en mistænkelig person på skolen. Det har ikke noget med skolens ansatte, elever eller aktiviteter at gøre. Politiets efterforskning trækker ud, og derfor kan vi ikke åbne skolen i dag, og ingen må ikke møde op eller komme ind. Vi aflyser derfor alle aktiviteter og undervisning, skriver Henrik Vestergaard Stokholm.
Aflyst debat
Udover den daglige undervisning skulle gymnasiet torsdag også have været ramme for en større valgdebat klokken 10.00 for eleverne.
Her var blandt andre Venstres Lars Christian Lilleholt, Socialdemokratiets Trine Bramsen og den konservative Mai Mercado inviteret til debat.
- Det jeg har fået at vide er, at det er en person, der ikke har tilknytning til skolen, og at det er en eftersøgt person, som bliver jagtet af politiet, og som har søgt tilflugt på skolen, fortæller Mai Mercado til TV 2.
Det har endnu ikke været muligt at få bekræftet, hvorvidt truslerne mod gymnasiet er relateret til torsdagens politiske debat.
Uventet drejning..Vores debat på Nyborg Gymnasium er aflyst, fordi politiet eftersøger en person der har søgt tilflugt. Alle elever er sendt hjem og politiet er massivt tilstede 😳Det er valgkampens største debat, men jeg håber at få planlagt en ny på vegne af debatholdet #dkpol
— Mai Mercado (@_MaiMercado) October 27, 2022
TV 2 Fyn følger sagen.