Kovending i Nyborg: Handlende hilser centerbutikker velkommen

For halvandet år siden var Nyborgs handlende modstander af center ved Lynfrosten. Nu er man tilhængere.

Et nyt storcenter på den forurenede Lynfrosten-grund kan komme hele Nyborgs handelsliv til gode.

Det siger Rasmus Kirk Henriksen - formanden for Nyborgs Handelsstandsforening.

I dag offentliggjorde projektfirmaet Innovater de første tre navne i storcentret, som der er skrevet kontrakt med - og det er såkaldte boksbutikker - pladskrævende specialbutikker.

Og det er butikker, som Rasmus Kirk Henriksen hilser velkommen.

Harald Nyborg og Elgiganten er butikker, som aldrig har været i Nyborg før. Og det samme gælder Sport 24.

Men til forskel fra Elgiganten og Harald Nyborg kan Sport 24 blive en direkte udfordring for de sportsbutikker, der i dag har til huse i Nyborg.

- Et af vores bestyrelsesmedlemmer er forpagter af Intersport, men han ser det også som en styrke, at det samlede handelsudbud bliver større. For det kan være med til at fastholde mere handel i Nyborg, siger Rasmus Kirk Henriksen.

- Og så er det måske andre ting eller andre koncepter, han skal koncentrere sig om, siger handelsformanden.

Ved den seneste generalforsamling kom der ny formand og næstformand i bestyrelsen og et enkelt nyt bestyrelsesmedlem.

De fire øvrige var med til at sende et høringssvar afsted mod byggeriet og lokalplanen, som Venstre har vedtaget med et snævert flertal i byrådet.

Men efter en diskussion i bestyrelsen er der nu samlet fodslag for at byde det nye storcenter velkomment.

Ny linje

- Det er rigtigt, at den tidligere bestyrelse så anderledes på det, men vi går positivt ind for sagen, siger Rasmus Kirk Henriksen.

Ifølge udviklingschef Michael K. Thomsen fra Innovater har der været stor interesse for at leje sig ind på grunden.

Og den kommende tid vil nye navne blive offentliggjort.

- Men flere vil gerne vente af strategiske eller konkurrencemæssige hensyn, eller fordi de ikke lige er klar endnu til at melde ud, siger udviklingsdirektøren

Flere dagligvarer

Det er stadig hensigten, at en eller to dagligvarebutikker skal have til huse på grunden.

Det vil formentlig undre en del nyborgensere, der i stor udstrækning er blevet forsynet med nye dagligvarebutikker de seneste år - senest en helt ny Aldi-butik og en stor udvidelse af den lokale brugs.

- Der er stadig interesse for at åbne dagligvarebutikker i Nyborg, men en del af bevægelsen i markedet er jo flytning og udvidelse af eksisterende butikker, siger Michael K. Thomsen.

Innovaters udviklingschef forventer, at firmaet vil søge byggetilladelse inden årets udgang og påbegynde byggeriet, når klagesagen i Planklagenævnet er afgjort.

Betinget handel

Innovater har indgået en betinget købsaftale, der bliver endelig, når man er klar til at gå i gang med byggeriet.

Ifølge Michael K. Thomsen bliver byggeriet en speciel opgave set i lyset af den forurening, der ligger i undergrunden, men det er ikke første gang, man har bygget på forurenede grunde, oplyser udviklingschefen.

Han erkender, at det kan blive en udfordring at bygge uden om al forurening på grunden, da grunden er massivt forurenet.

- Men vi vil bestræbe os på ikke at rode for meget jord op, men bygge ovenpå. Vi har jo myndighedernes ord for, at hverken grundvand eller overfladevand er truet af forureningen, og så kan kan man jo altid diskutere, om man vil bruge flere hundrede millioner på at rydde op eller bruge pengene eksempelvis inden for sundhedssektoren, siger Michael K. Thomsen.






Oversigt

    Oversigt