Onsdag var Fynske Motorvej spærret i flere timer mellem Nyborg V og Langeskov i vestgående retning, da en lastbil var forulykket og spredte sig over vejen.
Nu har Fyns Politi ifølge døgnrapporten en forklaring på ulykken.
Politiet beskriver, hvordan lastbilen kom kørende bag en anden lastbil i første vognbane, da den forreste lastbil formentligt bremsede - og så gjorde den bagerste lastbil det samme.
Opbremsningen gjorde den bagerste lastbil ustabil og svær at styre, og sådan endte den med at hamre ind i autoværnet.
Sammenstødet fik lastbilens hænger, fyldt med træ, til at vælte.
Det endte med, at AutoHjælp Fyn måtte rejse og fjerne lastbilen med en kran.