Lynfrosten-advokat: Projekt-stop udløser ikke erstatning

Det er på ejerens eget ansvar og risiko, hvis man bygger på Lynfrosten-grunden, inden Planklagenævnet har talt, siger ejendomsadvokat Louise Faber. Hun mener et sagsanlæg fra naboer er mere sandsynligt.

Elgiganten, Sport24 og Harald Nyborg.

Sådan lyder navnene på de tre første butikker, der vil flytte ind på den forurenede Lynfrosten-grund i Nyborg.

Venstre, der har absolut flertal i Nyborg Byråd, har allerede vedtaget lokalplanen, og inden jul forventer projektfirmaet Innovater at søge om byggetilladelse til det 15.000 kvadratmeter store detailhandelsområde.

Men står det til alle øvrige partier i byrådet, vil de stoppe projektet og lokalplanen, hvis de får flertal i det nye byråd.

Og det kan de godt gøre uden at risikere et sagsanlæg.

Det vurderer Louise Faber, der er Ph.D og advokat hos Eurojuris i Aalborg.

Sagen kan ende i retten

Hendes speciale er de juridiske forhold, der knytter sig til fast ejendom og planprocesser med fokus på borgernes rettigheder.

Og det er Aalborg-advokaten, der i øjeblikket repræsenterer den klagesag, der verserer i Planklagenævnet, anlagt af græsrodsforeningen Tjæren Lynfrosten - og andre giftgrunde.

- Sagen er først afsluttet, når klagesagen er afgjort. Den største risiko for at få en erstatningssag er faktisk, hvis kommunen har begået fejl, og der sker skade på naboejendommene, når gravearbejdet går i gang. Eller at det kommer til at lugte meget mere, så naboerne må flytte. Det er ud fra et juridisk synspunkt en mere åbenlys risiko, siger Louise Faber.

Hun mener, at der er væsentlige fejl og mangler i den miljøredegørelse, kommunen har udarbejdet med baggrund i hjælp fra Cowi.

Forurening skal afdækkes

- Kommunen har vurderet, at fordi man ikke har et helt konkret projekt, så behøver vi ikke vurdere den voldsomme miljøforurening, der er på Lynfrosten. Men det er ikke korrekt. Man skal gå dybere i miljøvurderingen, når man ved, der kan ske nogle ændringer. De ændringer skal miljøvurderes, som om planerne blev realiseret, siger Louise Faber.

Hvordan ser du på udsigten til at klagenævnet siger sagen skal gå om, eller man forkaster lokalplanen?

- Det anser jeg som sandsynligt, fordi der er væsentlige retlige mangler i beslutningsgrundlaget. Og det er det klagenævnet skal tage stilling til. Efterfølgende kan man få prøvet afgørelsen ved domstolene, siger Louise Faber.

Venstre har jo vedtaget, at man kun må bygge på de mindst forurenede områder – er det ikke godt nok?

- Vi mener ikke grundlaget er godt nok. Man skal først have afdækket forureningen. Man ved ikke, hvad der er, hvor det er og hvor meget det er, og så skal man kikke på forureningsfanen, der fører giften væk fra grunden. Det er ikke afdækket godt nok, siger Louise Faber.

 Om grunden ligger som nu, eller der bygges, betyder det ikke det samme for miljøet?

- Nej hvis du bygger nu, kapsler du forureningen ind. Og gør det meget dyrere at rense op. Det betyder, at forureningen bliver ved med at sprede sig, siver med regnvandet osv. Man kan ikke bare ignorere det her. Vi skal have løst problemet, siger Louise Faber.

Tillid til embedsfolk

Formanden for erhvervsudvalget i Nyborg, Peter Wagner Mollerup, mener, at kommunens miljøvurdering lever op til lovkravene.

- Jeg har tillid til, at embedsfolkene i kommunen og regionen har gjort deres arbejde ordentligt. Jeg har ikke stødt på ting i processen, som jeg ikke har tillid til. Regionen har taget grunden af listen over forurenede grunde, der bør renses op, fordi alt nu er undersøgt, og der skulle ikke være noget, som der ikke er blevet kikket på, siger Peter Wagner Mollerup.

Han mener også, at lejerne på Lynfrosten-grunden indikerer, at forholdene er i orden. 

- Jeg hæfter mig ved at Elgiganten, Harald Nyborg og Sport24, der er store professionelle selskaber, ikke etablerer sig nogen steder, før det har tjekket tingene ordentligt, siger Peter Wagner Mollerup. 

Oversigt

    Oversigt