Store butikker på vej: De første butiksnavne til Lynfrosten frigivet

Det omdiskuterede handelsområde på den gamle Lynfrost-grund i Nyborg kan torsdag præsentere de første butiksnavne.

Der er stærke butikskæder på vej til Nyborg og det kommende handelsområde, der skal placeres på den meget omtalte Lynfrost-grund.

Torsdag kan ejendomsudviklingsfirmaet Innovater, der også er den kommende ejer af Lynfrost-grunden, sætte navn på flere af de større detailkæder, de har skrevet kontrakter med. Heraf har flere ikke tidligere har været repræsenteret i Nyborg.

En af de nye kæder, som kommer til Nyborg, er blandt andet Elgiganten, som får en hjørnebutik på knap 2.000 kvadratmeter placeret tættest ind mod midtbyen.

- Vi har længe set på Nyborg som ny lokation, men det har været lidt af en udfordring for os at finde den helt rette placering, da vi efterspørger bebyggelser, som opfylder vores ønsker om moderne butiksdrift, gode kundeoplevelser, komfort og logistik. 

- Dette butiksområde opfylder alle krav og er samtidig en oplagt mulighed for at opnå den positive effekt af at være flere stærke butiksnavne samlet ét sted. Endelig glæder det mig meget, at vi nu kommer helt tæt på vores kunder i Nyborg og omegn, udtaler Peder Stedal,  der er administrerende direktør i Elgiganten, i en pressemeddelelse.

Nyborg til Nyborg

Også Harald Nyborg flytter ind på Lynfrost-grunden. De får en cirka 2.200 kvadratmeter stor butik i det modsatte hjørne af det sammenhængende byggeri.

På trods af navnesammenfaldet er også Harald Nyborg ny aktør i byen Nyborg.

- Vi ønsker at være let tilgængelige for vores kunder, men det har været svært at finde både butiksstørrelser, parkeringsforhold og trafikal adgang i og omkring Nyborg, der kunne dække disse behov. Det nye butiksområde lever op til vores krav og ønsker omkring en tidssvarende butik, som kan tilbyde vores kunder de bedst mulige forhold, siger Arne Gerlyng-Hansen, administrerende direktør i Harald Nyborg.

Det sidste store, nye navn er sportskæden Sport24, som heller ikke tidligere har været en del af Nyborgs handelsliv.

- Det glæder os meget, at den nye beliggenhed er blevet taget så godt i mod af detailhandlen, og at vi har fået muligheden af Nyborg Kommune for at kunne udvikle området. Det føles godt at kunne bidrage positivt til handelslivet og at positionere Nyborg som en større handelsby, siger Michael Kühn Thomsen, som er udviklingschef hos ejendomsudvikleren Innovater.

Stor debat i flere år

I flere år har man i Nyborg diskuteret, hvad der skulle ske på den forurenede Lynfrost-grund, og selvom planerne om et butikscenter gik i gang i 2019, kan partierne fortsat ikke enes om beslutningen.

Socialdemokratiet er imod projektet og frygter, at et 15.000 kvadratmeter stort butikscenter uden for bykernen vil få store konsekvenser for butikslivet i midtbyen. Beregninger viser ifølge partiet, at butikkerne i bymidten risikerer at miste 28 procent af omsætningen. 

I øjeblikket er lokalplanen for Lynfrosten til behandling i Planklagenævnet efter en klage fra græsrodsbevægelsen Tjæren på Lynfrosten, der mener, at der er begået fejl både i forbindelse med lokalplanforslaget og miljøgodkendelsen.

Klagenævnet har dog afvist at give klagen opsættende virkning, og hvis alt går efter planerne, kan projektfirmaet Innovater derfor begynde byggeriet i foråret næste år.

Oversigt

    Oversigt