Statsforvaltningen beder nu Odense Byråd svare på, om en telefonregning på 245.057 kroner er lig "økonomisk ansvarlighed". Det skriver Fyens Stiftstidende.
Den kommunale tilsynsmyndighed vil nu have undersøgt, om alt er foregået efter reglerne, da en af Odense-borgmester Anker Boyes (S) ferierejser til Tyrkiet mundede ud i en telefon- og dataregning på 245.057 kroner.
Statsforvaltningen vil have Odense Byråd til at svare på, om mobilforbruget er sket som et led i borgmesterens arbejde og beder byrådet tage stilling til, om der er udvist "økonomisk ansvarlighed".
Forhenværende byrådsmedlem Lasse Bork Schmidt (K) har bedt tilsynsmyndighederne om at gå ind i sagen. Han har tidligere givet udtryk for, at Anker Boye med baggrund i sagen bør afsættes, fordi han er "uværdig til at sidde i borgmesterstolen".
- Jeg er tilfreds med, at sagen nu tages op. Indtil videre har vi jo ikke hørt mange forklaringer fra Anker Boye om, hvad der konkret er sket i Tyrkiet. Og byrådet har stort set henholdt sig til borgmesterens forklaring, siger Lasse Bork Schmidt til Fyens Stiftstidende.
Statsforvaltningen kan endnu ikke sige, hvorvidt Anker Boye har handlet efter reglerne.
- Om der er sket noget ulovligt, eller alt er efter bogen, kan jeg ikke sige noget om. Vi beder nu byrådet om svar, inden sagen behandles, siger Hanne Villumsen, kontorchef i Statsforvaltningen, til Fyens Stiftstidende.
Hovedpersonen selv, Anker Boye, ønsker ikke at besvare en række spørgsmål, som avisen har stillet om sagen.